Riget Exodus anmeldelse: Kaos med præcision
Hvad er den bedste danske TV-serie?
Riget selvfølgelig.
Jeg mindes i hvert fald ikke, at der bor en grotesk åndebaby spillet af Udo Kier på en af adresserne i Korsbæk.
Og Leif Panduro har, så vidt jeg ved, heller ikke lavet et TV-spil, hvor en medicinstuderende kurtiserer en sygeplejerske med et afhugget hoved.
Der var desværre heller ingen i Borgen, der forvandlede deres fjender til Haitianske zombier.
Og spændingen i Forbrydelsen havde mildt sagt lidt svært ved at konkurrere med mysteriet om stakkels Mary fra Skelhøje.
Men alle de ting har Riget, og så meget mere til. Selvfølgelig er det lidt polemisk at kaldet Riget for det bedste danske TV nogensinde (selvom det er sandt!).
Men jeg kan i hvert fald sige, at jeg aldrig har genbesøgt nogen TV-serier — og da særligt ikke danske — så mange gange, som jeg har genbesøgt Riget.
Riget er min favorit.
Og jeg kan stadig forundres.
Hvordan lykkedes det Lars von Trier, at lave en slags imitation af Lynchs Twin Peaks, som var helt sin egen.
Hvordan i alverden fik Trier og hans kumpaner Morten Arnfred og Niels Vørsel kombineret lavpandet folkekomedie, arbejdspladssatire, sukkersødt og bevægende melodrama, kunstfilm og knoglemarvssitrende gys i en filmteknisk banebrydende og æstetisk slående pakke?
Hvordan fandt det groteske billede af en voksen mand, der fødes, overhovedet vej til dansk public service.
Riget er for mig en af de definerende fortællinger om rationalitet, der hænger i med fingerneglene, hvis da ikke galskaben allerede har slugt den.
Riget har uforglemmelige citater og nogle af dansk films mest elskelige karakterer. Selv de, der ikke har set serien, har hørt om Fru Drusse.
Riget er et unikt storværk. Et ufærdigt storværk.
For jeg har sjældent været mere sikker på, at en serie aldrig ville blive færdig. Riget har i 25 år stået som en uafsluttet sætning. En vanvittig cliffhanger, der aldrig skulle færdiggøres.
Og med tiden har jeg vel bildt mig selv ind, at det var for det bedste. For hvordan skulle von Trier nogensinde vikle en sløjfe om Riget. En serie der ofte føles som om et barn — måske et sygt barn — improviserer en historie, mens den fortælles.
Og hvordan skulle det også kunne lade sig gøre? Skuespillerne bag de absolut vigtigste karakterer er døde, tiden er en helt anden.
Derfor føles det så skørt, at jeg nu har set alle afsnit af Riget: Riget Exodus. Afslutningen på Riget, der pludselig er dukket op ud af det blå.
Og endnu mere skørt: Det er er lykkedes.
Grunden til, at jeg har brugt så lang tid i denne anmeldelse, på at rose Riget er nemlig, at Riget: Exodus føles som en sand og direkte fortsættelse.
Alle de samme kvaliteter er på plads.
Det her er ikke Blues Brothers 2000 eller Grease 2. Det er den ægte vare.
Jeg har ikke lyst til at afsløre noget som helst om serien, men jeg kan sige, at efter den geniale åbningsscene sprudler Riget Exodus af samme legesyge fortællelyst.
Det føles som om Trier har haft en fest med at boltre sig i det gamle univers.
Og det nye hold af skuespillere, rammer tonen — eller tonerne — perfekt.
Mystikken lurer stadig i Rigets afkroge, og dansk folkekomedie og Twin Peaks er stadig en ligeså vigtig referenceramme som Tarkovsky.
Det er intet mindre end magisk. Som at komme hjem igen.
De første afsnit af riget, selv med et overvejende nyt persongalleri, føles som et naturligt udspring af de klassiske to første sæsoner.
Det er en præstation i sig selv, at Riget Exodus ikke føles som et nyt og ikke helt tilknyttet værk, som f.eks. Lynchs tilsvarende Twin Peaks: The Return gjorde det.
Nej, Exodus er umiskendeligt Riget. Faktisk i så høj grad, at de første afsnit gav mig lidt bange anelser. For i starten er det som om arbejdspladssatiren og galskaben føles bekendt. Ikke så overraskende som lillebror og Mary var det i sin tid.
Og det er heller ikke alle dele af Exodus der rammer lige rent. Den svensk-danske fejde når nye højder, men får også lov til at fylde mere end den kan bære.
Men alle sæsoner af Riget har haft ujævnheder. Det følger ligesom med i den kaotiske pakke.
Og som Riget Exodus når sin anden halvdel, begynder Trier at trække kaniner ud af ærmet. Den groteske legesyge når nye helikopter-høje højder, ikke mindst i den svimlende finale.
Jeg kan på alle måder sige, at jeg aldrig har set noget lignende. Og de endelige afsløringer og begivenheder er præcis lige så overraskende og visuelt betagende som de er absolut passende, for alt der er gået forud.
Og i mellemtiden får trier skabt decideret uforglemmelige billeder og scener.
Mange har defineret Triers værker gennem hans brug af regler, men som Riget skrider frem, føles det næsten som om, at det definerende ved dette Triers ‘venstrehåndsværk’ ender med at være en komplet mangel på regler.
Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle se afslutningen på Riget. Nu har jeg set den. Og jeg er stadig ikke i tvivl.
Riget er den bedste danske TV-serie nogensinde.
Riget Exodus er et svovlstinkende mirakel. En finale til danmarks bedste TV-serie som 25 år senere lever op til alle forventninger.
