Askedrengen i troldkongens sal anmeldelse: Askedrengen og de nordiske genrefilm

Askedrengen i troldkongens sal går godt i spænd med den tilsyneladende stigende tendens til at give sig i kast med filmgenrer, der typisk er forbeholdt Hollywood, i de nordiske lande.

Her har Norge indtil videre haft førertrøjen, med et relativt bredt udbud, der blandt andet tæller, gysere, splatterfilm, action og katastrofefilm og med Askedrengen i troldkongens sal nu også fantasy.

Et af problemerne med at konkurrere med Hollywood’s genrefilm er selvfølgelig forskellen i budgetter, og det kan da også til dels mærkes i Askedrengen i troldkongens sal.

Men på mange måder klarer denne omgang norske eventyr-sjov sig faktisk rigtig godt.

Det skyldes ikke mindst, at den holder sit sigte begrænset og får mest muligt ud af både sine effekter og den norske natur.

Udgangspunktet er Asbjørnsen og Moe, der med deres samling af norske folkeeventyr og sagn er uundgåelige skikkelser i norsk litteraturhistorie.

Askedrengen i troldkongens sal er nu ikke super interesseret i dybere litterære finesser og kontekst, men mere tjuhej-eventyr i det norske landskab.

Og det tager sig godt ud – landskabet altså.

Visuel er Askedrengen i troldkongens sal imponerende vellykket. Tågen omslutter et farvemættet Norge, hvor store trold og gustne hekse lurer.

Det har en snert af nordens romantiske malere, men en endnu større snert af Peter Jacksons fantasy-hovedværk Ringenes Herre.

Faktisk så meget, at det nærmer sig plagiat.

Når vores norske helte – den lidt Klods-Hans agtige Askedreng og hans brødre Per og Pål – vandrer gennem de norske fjelde og den tætte skov, så er det svært ikke at tænke på Hobbitternes vandring gennem Midgård.

Lad os kalde det hyldest i stedet for tyveri.

Under alle omstændigheder lykkes det fantastisk godt, at vække et Norge til live ‘der var engang for længe siden.

En række special effects bidrager til illusionen – der blandt andet inkluderer den computeranimerede Troldkonge – bruges både økonomisk og smart.

Instruktør Mikkel Brænne Sandemose har en stærk sans for at skabe et filmisk univers og for at håndtere de mange effekter.

Det er på alle måder imponerende godt håndværk.

Lidt mere problematisk er det på manuskriptplan.

Tempoet er beundringsværdigt højt, men fortællinger mangler både drivkraft og drukner til tider lidt i plat humor.

Den ellers fremragende Eili Harboe er spildt i rollen som prinsessen, der tages til fange af troldkongen. Hun tilbringer størstedelen af filmen i en kedelig grotte, og der er aldrig rigtigt nogen tvivl om, at hun bliver reddet.

Der bliver på den måde ikke rigtigt noget på spil, og til tider virker det som om, filmen selv glemmer hvad historien egentlig går ud på, og bliver distraheret med en række eventyrlige optrin, der ikke rigtigt har det store formål.

Den noget fade humor har nok bedst chance for at lande hos de helt små, på trods af at det virker som om, filmen gerne vil have et lidt ældre publikum i tale.

Det er ærgerligt, for i visse scener. Som da en gruppe manipulerende hekse narrer vores helte – er der næsten potentiale til et nordisk bud på en kæk eventyrfilm som The Princess Bride.

Så godt bliver det aldrig.

Men det hindrer nu ikke Askedrengen i troldkongens sal i at være et overraskende velinstrueret bud på skandinavisk fantasy.

Askedrengen i troldkongens sal er en veloplagt eventyrfilm. Den vækker overbevisende et eventyrligt Norge til live og er både velinstrueret og fantasi-sprudlende. At fortællingen er lige lovligt flad og humoren lidt for fladpandet er ærgerligt, men bestemt ikke ødelæggende.