Arctic anmeldelse: Hold nu kæft

Hold nu kæft, hold nu kæft, Hold nu kæft!

Mads Mikkelsen får utroligt meget ud af varianter af det klassiske danske kraftudtryk i Arctic inklusive størstedelen af filmens ganske få grin.

Men der er nu heller ikke meget at grine af – og rigeligt at sige ‘hold nu kæft’ til – i instruktør Joe Pennas frostkolde overlevelseshistorie.

Arctic skærer nemlig helt ind til det frosne ben.

Her er nemlig ikke et flystyrt at finde, eller en familie, der skal siges farvel til inden Mads Mikkelsens Overgård er strandet i et tilsyneladende uendeligt snehvidt landskab.

Da Arctic først introducerer ham, har han tilsyneladende levet en længere periode i resterne af det fly, han er styrtet ned i.

Så godt som dialogløst følger vi detaljerne i hans hverdag. Et opfindsomt fiskesystem og regelmæssige udsendelser at et hånddrevet nødsignal er bestanddelene i Overgårds liv, mens han håbefuldt stirrer på himlen efter sin redning.

Jeg kunne egentlig godt have brugt en hel film, på at se Mads Mikkelsen fordrive tiden i sin lille lejr. Mikkelsen leverer en usædvanligt stærk kropslig præstation med ansigtet gemt bag et busket fuldskæg.

Overgård er en overraskende kompetent hovedkarakter, og netop hans sindrige brug af redskaber og snedige overlevelsesstrategier er med til at løfte Arctic over de sædvanlige overlevelses-dramaer.

Arctic anmeldelse
© PHOTOS : MIKA COTELLON

Men inden længe skrues der op for dramaet.

Uden af afsløre for meget har den stakkels Overgård snart ansvar for mere end bare sit eget liv. Af samme grund er han tvunget til at forlade sin interimistiske lejr og begive sig ud på en benhård rejse gennem det golde landskab.

Resultatet er en mere minimalistisk variant end The Revenant, når Arctic byder på den ene dødbringende fare efter den anden.

Men til filmens fordel føles det hele – næsten – altid troværdigt. I hvert fald for en sølle filmanmelder, der unægteligt næppe ville klare sig det første kvarter under samme omstændigheder.

Anderledes er det med Mikkelsens Overgård, der på trods af at han aldrig bliver givet en baggrundshistorie er en gribende hovedperson.

Arctic anmeldelse
© PHOTOS : MIKA COTELLON

Som Arctic skrider frem testes danskeren både fysisk og psykisk, mens filmen nærmer sig et af livets helt stor spørgsmål. Hvor meget vil du gøre for et andet menneske?

Men det ville nu alligevel være forkert at påstå at Arctic er kompleks eksistentiel udforskning.

Først og fremmest har instruktør Joe Penna – der i øvrigt er kendt som MysteryGuitarMan på YouTube – leveret en velsmurt spændingsfilm.

Kampen for overlevelse er grundlæggende spændende, og Penna har den sans for detaljen, der gør den relativt skrabede historie til en både nervepirrende og troværdig omgang.

Arctic anmeldelse
© PHOTOS : MIKA COTELLON

Fotograf Tómas Örn Tómasson gør Island til en overbevisende erstatning for et arktisk landskab i sine slående billede, og Arctic leverer den ene vellykkede spændingssekvens efter den anden.

Som det så ofte er, begynder Arctic mod slutningen at presse troværdigheden lidt længere, end den kan bære, når den tynde is og de sultne isbjørne står i kø.

Joseph Trapaneses musik har det også med at skrue lidt for højt op for de følelser, som filmen ellers gør sit bedste for at underspille.

Men inden serien af ulykker bliver for monoton, når Arctic heldigvis frem til sine rulletekster.

Og i mellemtiden får Mads Mikkelsen både leveret en stærk præstation og den bedste brug af ‘hold nu kæft’, som jeg har set på film.

Mads Mikkelsen brillerer i Arctic, der leverer nervepirrende spænding i en stærkt underholdende overlevelseshistorie.

4 af 6 stjerner anmeldelse
Facebook kommentarer