Herself anmeldelse: Socialrealistisk Kinderæg
Ved første øjekast virker det lidt mystificerende.
Instruktøren af den skrålende, solbeskinnede og temmeligt kiksede pop-musical Mamma Mia! har lavet et benhårdt socialrealistisk drama.
Kan det virkelig passe?
Både og.
For fra starten er Herself tilsyneladende et samfundsbevidst drama med feministisk bid i Winter’s Bone-klassen.
Kameraet ryster tilpas meget i åbningsscenen, hvor vores hovedperson Sandra må sende sine to unge døtre ud af havedøren, mens deres far brutalt banker hende i køkkenet.
Det er grove løjer, og bliver ikke mindre slemt da fattige Sandra sendes på desperat boligjagt i et presset Dublin, da hun endelig forsøger at forlade den voldelige ægtemand.
Sandra spilles overbevisende af Clare Dunne, der også er medforfatter på manuskriptet. Og i rollen som Clares to døtre leverer Molly McCann og Ruby Rose O’Hara et par oprigtigt imponerende barnepræstationer.
Det er svært ikke at heppe på dem.
Netop derfor er det da også så heldigt, at Sandra støder på et byg-selv pakkehus på internettet, da boligjagten igen støder på en blindgyde og det kommune-betalte hotelværelse føles som alt andet end et hjem for den lille familie.
Men den slags kræver trods alt både land, og penge, og det vil kommunen ikke stå for.
Netop derfor er det da også så heldigt, at Sandra arbejder med at passe en pensioneret læge, der lidt spontant tilbyder både sin baghave og sin opsparing.
Men huset skal trods alt stadig bygges.
Netop derfor er det så heldigt, at Sandra i det lokale byggemarked støder på en ingeniør, der gratis vil hjælpe med byggeriet.
Men der mangler trods alt nogen til at hjælpe med det fysiske arbejde.
Netop derfor er det så heldigt, at Sandras veninde kender den perfekte flok sociale outcasts, der med glæder stiller op til at arbejde frivilligt.
Hun er meget heldig, hende Sandra.
Inden længe er Herself spækket med solbeskinnede byggemontager akkompagneret af livsbekræftende popmusik, mens Sandra bygger sit helt eget hus.
Og pludselig giver det igen mening, at instruktøren bag Mamma Mia! står bag.
For Herself bruger i bedste fald sin socialrealisme som en tynd Kinderæg-skal omkring en melodramatisk feel-good byggehistorie.
Men i de værste tilfælde føles det mere som en trojansk hest, der lader hustruvold og fattigdom være melodramatisk drivkraft i en tyndbenet og tårepersende historie.
Den dominerende mand spøger stadig i baggrunden, men Sandra føles for helgen-agtig perfekt og plottet for drevet af lykkelige tilfældigheder til at de mere virkelighedsnære
Det er synd, for skuespillerne leverer varen og instruktør Phyllida Lloyd føles mere hjemmevant bag kameraet, end hun gjorde i den filmteknisk problematiske Mamma Mia!
Men det gør desværre ikke Herself til en mere troværdig oplevelse.
Herself forsøger at skjule sit melodramatiske indre bag en tynd fernis af socialrealisme, men det lykkes ikke.
