Julemandens datter 2 anmeldelse: The Julekalender cinematic universe
Julemandens datter var en veloplagt familiefilm og på alle måder en positiv overraskelse. I et dansk familiefilmslandskab, der alt for ofte trækker på laveste fællesnævner, var Julemandens datter forfriskende.
Med et Harry Potter inspireret univers og et overraskende snedigt manuskript med en stærkt feministisk rygsøjle endte Julemandens datter som en ren julefornøjelse.
Overraskelsesmomenter er jo unægteligt gået tabt, allerede når man smider et tal efter filmens titel, men selvom den måske ikke er helt så forfriskende, så er Julemandens datter 2 – Jagten på Kong Vinters krystal en værdig efterfølger.
Ligestillingskampen, der berettiget lod den unge Lucia kæmpe for sin ret til at gå i Julemandsklassen på den magiske internationale julemandsskole, er lagt på hylden.
Julemandens datter 2 har ikke samme politiske twist.
Til gengæld dykker den nye film i fuld fart ind i et endnu mere fantasy-drevet eventyr. Denne gang skal Lucia – nu med hjælp fra sin bedste ven Oscar – på jagt efter en magisk krystal med særlige julekræfter.
Og det fungerer upåklageligt.
Den flotte scenografi og kostumer er stadig på plads i en slags Harry Potter-light udtryk, der lykkes bedre, end man skulle tro, uden at føles som plagiat.
Julemytologien udvides, og selvom universet har det med at introducere nye elementer efter forgodtbefindende, så holdes tonen så let og tempoet så højt, at man sluger de nogle gange lidt for tilfældige udviklinger.
Og så er der skruet op for humoren.
Det er ikke svært at spotte tidligere medlem af De Nattergale Uffe Rørbæk Madsen – der nu også har fået selskab af Lars Therkildsen – i det veloplagte manuskript.
Særligt filmens nye skurke, de julehadende gråbrødre, er en suveræn tilføjelse. De spiser klam grå grød, som de også bruger som hoveddyppende indvielsesritual, mens de tilbeder overhovedet; ‘Den store grå, med den store storetå’.
Det er smågenialt, og oprigtigt sjovt også for voksne.
Faktisk vækker den fantasifuldt komiske tone og ordleg minder om netop De Nattergales klassiker The Julekalender. Et par bøllelignende præfekter blander tyske gloser ind i det danske sprog, mens et besøg hos en magisk urmager også udvikler sig i oprigtig sjove retninger.
Det føles som om både Nåsåere og ‘danglish’-talende nisser ville passe fint ind i Lucias jule-univers, og en eventuel Julemandens datter 3 kunne fint tage en afstikker til det mørkere Jylland og besøg en Hr. Oluf Sand og konen Gertrud.
En slags The Julekalender-cinematic universe.
Men Julemandens datter 2 står nu også fint på egne ben, med endnu en fin præstation fra Ella Testa Kusk i titelrollen. Birollerne er stadig fyldt med karakter og i denne anden omgang får særligt Martin Buch lov til at stjæle rampelyset som Ellas velmenende men klodsede far.
At det hele igen ender med at foregå i Viborg – motiveret af filmfinansiering – og filmen har mistet sit slagkraftige feministiske budskab er til at leve med, når resten fungerer så godt.
Jeg håber instruktør Christian Dyekjær allerede er i gang med tredje omgang.
Og overvej nu lige engang, om ikke skurken kunne hedde Benny Jensen og være rejsende i sko og strømper…
Julemandens datter 2 lever op til den første film med endnu et magisk juleeventyr, der skruer op for humoren og leverer julehygge helt uden at drukne i gran og kunstig sne.
