Hellboy anmeldelse: Den tabte Hellboy

Jeg skal nok forsøge ikke at klandre instruktør Neil Marshalls nye Hellboy for, at den ikke er Guillermo del Toros Hellboy 3.

Men det kommer sikkert til at gå dårligt.

For helt ærligt: der er en bitter anmelder bag ordene i denne anmeldelse.

Med Hellboy og især Hellboy II: The Golden Army fik Guillermo del Toro succesfuldt koblet Mike Mignolas mytologiserende tegneserie sammen med sin egen stil og monster-kærlighed.

Resultatet var fremragende film og en ikonisk rolle til Ron Perlman.

Men nu får vi aldrig slutningen på den fortælling at se.

I stedet har vi så Hellboy. Et reboot af den hornede antihelt, der forsøger at lave en mere hårdtslående udgave af den røde monsterjæger.

Og det er svært at komme udenom, at Neil Marshalls nye film blegner i forhold til Guillermo del Toros.

Poesien er væk til fordel for digitale blodsprøjt og halvkluntet attitude.

Heldigvis er der dog ting at sætte pris på i denne nye Hellboy.

Den største – og bedste – overraskelse er, at titelkarakteren fungerer. David Harbour – Sheriff Hooper fra Stranger Things – leverer varen i den rødhudede titelrolle.

Harbours Hellboy er mere sløset og brokkende, mens den nye makeup – der desværre ikke altid er lige overbevisende – tilnærmer sig Mignolas originale streg mere end del Toros version gjorde det.

Harbour formår både at levere hjerte og humor i titelrollen og er den største grund til at Hellboy er et kig værd.

Men der er også succesfulde fantasifulde påfund hentet ind fra Mignolas univers.

En veloplagt – men alt for digital – kamp mod kæmper liver løjerne op, mens et besøg i heksen Baba Yagas vandrende hytte og føles bizar på den helt rigtigt Hellboy-agtige måde.

Men hvor del Toro er præcis og elegant i sin instruktion, så er Neil Marshall mere interesseret i det hårdtslående.

Af samme grund er Hellboy fyldt med lige lovligt påtaget rockmusik, der vækker minder om Suicide Squad og desværre ikke helt leverer den tydeligvis ønskede in-your-face attitude.

Det samme gælder for volden.

Der er skruet godt op for censurgrænsen, men de splattede løjer er desværre alt for ofte digitale og i en kvalitet, der ikke føles helt hjemme på det store lærred.

Når Marshal – der ellers har leveret nogle af de mest actionfyldte episoder af Game of Thrones – så samtidig ikke har styr på sine actionsekvenser, så begynder det altså i perioder at knibe med underholdningsværdien.

Hvor del Toro fik noget stort ud af noget småt, så føles Hellboy alt for ofte bare lille.

Fortællingen er også for rodet for sit eget bedste og forlader sig alt for ofte på at hovedpersonerne opsummere handlingen eller at endnu et overnaturligt væsen løser problemerne ud af det blå.

Heldigvis lyser Harbour løjerne op, når det hele bliver lidt for tungt og et par veloplagt brutale dommedagsvisioner er også billetprisen værd.

Men der er desværre mere Netflix end biograf over den nye Hellboy.

David Harbour glimrer i titelrollen, men den nye Hellboy bliver desværre aldrig mere end en skygge af sine forgængere.