Den eventyrlige park anmeldelse: Morskab og gråd

Det virker lidt som om skaberne bag den computeranimerede Den eventyrlige park kender ingredienserne til en vellykket familiefilm ala Pixar eller Dreamworks.

De forstår bare ikke helt, hvordan de skal doseres.

For selvfølgelig er det rigtigt, at de bedste animerede familiefilm fra Hollywood hiver i følelserne med potentielt tunge emner og samtidig glatter ud med elskelige karakterer og kulørt animation.

Men når Den eventyrlige park allerede indenfor det første kvarter kaster sig over en slags fattigmands-Up montage og sender den unge hovedpersons mor afsted til behandling for en livstruende sygdom, så føles det langt mere manipulerende end fortjent.

Den eventyrlige park bruger desværre noget så alvorligt som en dødeligt syg forælder, som en rød knap den kan trykke på, når den vil have sit publikum til at græde.

For mange børn bliver det nok mere grænseoverskridende end filmen er klar over.

Brugen af en dødelig sygdom er alt andet end gennemtænkt, og det kommer desværre til at kaste en skygge på de mere vellykkede dele af Den eventyrlige park.

For instruktør Dylan Brown – hvis navn ikke står på filmen, fordi han blev fyret inden den blev afsluttet! – har bedre styr på den lettere del af filmen.

June har nemlig udtænkt en forlystelsespark i fantasien med sin mor, og det er – selvfølgelig – der hun ender, da hendes mor ryger på hospitalet.

Og den kulørte fantasiverden er en vellykket udgave af alle børns drømme-forlystelsespark.

Forlystelsesparken er selvfølgelig – som Junes fantasiliv – gået i står efter moderens indlæggelse, og nu er det op til June og fantasi-udgaverne af hendes bamser at vække den til live igen.

Junes pelsede fantasivenner er lige anonyme nok for filmens bedste, men forlystelsesparken er i sig selv ret spektakulær og fyldt med fantasifulde påfund, der blandt andet inkluderer en horde af nuttede Gremlins-lignende bamsezombier.

Når Den eventyrlige park er bedst, lugter den lidt af Steen & Stoffer eller Phineas & Ferbs kreative børneverdener, også selvom virkelighedens børn måske sjældent er helt så præcise i deres opfindsomhed.

Men desværre overskygges den kulørte fantasi i Den eventyrlige park af den tunge trang til at være tåreperser.

Og da Den eventyrlige park når sin forudsigelige finale og alle eventuelle konsekvenser af filmens tunge emner udebliver, bliver det tydeligt at det ikke er nok at kende ingredienserne.

Det er også nødvendigt at vide, hvordan man doserer dem.

Den eventyrlige park underminerer desværre sine fantasifulde påfund med alt for voldsom følelsesmanipulation.