Unge Astrid anmeldelse: Pigen uden rottehalerne
Det er ikke alle forfattere, der lige så godt kunne være en karakter i en af deres egne bøger, men sådan er det med den unge Astrid Lindgren.
Nåh ja, i hvert fald som hun er fremstillet i instruktør Pernille Fischer Christensens Unge Astrid.
Det kan måske umiddelbart virke lige modsat, men når teenage-astrid får klippet fletningerne af til fordel for tidens hypermoderne pagehår, som ingen andre i det svenske landsamfund kunne finde på, så er det ikke svært at genkende den hesteløftende rødhårede pige, forfatteren senere skulle finde på.
Generelt holder Unge Astrid sig dog heldigvis fra alt for åbenlyse referencer til Astrids Lindgrens berømte – og geniale – værker.
De direkte referencer er små og diskrete. I stedet ligger hyldesten til Lindgren, i den måde instruktør Pernille Fischer Christensen – og alle andre foran og bag kameraet – fanger ånden i forfatterens værker.
Unge Astrid bevæger sig også uden om den biografiske films mest åbenlyse farer, ved at fokusere på en relativt begrænset periode af Lindgrens liv.
Vi får heldigvis ikke en kronologisk gennemgang af Lindgrens karriere eller en tør udforskning af hendes litterære inspiration.
I stedet fokuserer Fischer Christensen og Kim Fupz Aakesons manuskript klogeligt på det barn, som Lindgren fik i en ganske ung alder i en noget skandaløs affærer med den lokale avisredaktør, og som måtte leve i skjul hos en plejemor i de første år af sit liv.
Unge Astrid argumenterer for, at netop forholdet til barnet, er en af nøglerne til Lindgrens sans for barnesind og ikke mindst at hendes hårde unge år fastlåste hendes evne til at bære et lys gennem selv de mørkeste dele af livet – og inspirere generationer af andre til at gøre det samme.
Men det solide manuskript er kun skelettet i Unge Astrid. Den virkelige stjerne er skuespillet.
Alba August er en tornado af talent i rollen som den ukuelige Astrid. Den 25-årige skuespiller spiller overbevisende Lindgren fra teenage-årene og ind i starten af 1920’erne.
August gør sine øjne til vinduer ind i Lindgrens sprudlende sind, men forvandler også smerten ved at give afkald på et barn, så alle kan forstå det.
Det er simpelthen fabelagtigt.
August er unægteligt stjernen, men hun støttes af en hel rollebesætning, der må have lavet utallige prøver inden optagelserne for at få den naturlige kemi, der er med til at gøre Unge Astrid til så hjertevarm en oplevelse.
Erik Molberg Hansens håndholdte kameraarbejde holder fokus solidt på dramaet og er også med til at af-romantisere den grønne svenske-natur, der hurtigt kunne være blevet lidt for Emil-agtig.
En rammehistorie med en aldrende Astrid, der læses fødselsdagshilsner fra sine unge fans alene i sin lejlighed, virker umiddelbart lige sentimental nok.
Men da Unge Astrid vender tilbage til rammehistorien, efter at have bevæget sig igennem Astrids trængsler, vil selv den mest perifere Lindgren-fan nok have våde øjne.
Det havde jeg i hvert fald.
Unge Astrid er en hjertevarm hyldest til en fantastisk forfatter og et vildt velspillet portræt af et ukueligt menneske. Fans af Astrid Lindgren bør tage lommetørklæder med hjemmefra.
