Et tysk liv anmeldelse: Noget der nager…
Der er et eller andet, der nager mig.
Der sidder hun. Oppe på lærredet. Brunhilde Pomsel.
I skarp kontrastfyldt sort hvid fremstår hendes rynkede ansigt nærmest som et landkort over det 20. århundrede.
Født i 1911 og død i 2017 dækker hendes levetid over nogle af de vigtigste begivenheder i moderne tid. Tænk lige på de historier hun kan fortælle alene på baggrund af sin alder af 103, da Et tysk liv blev optaget.
Men Brunhilde Pomsels historie er ikke gennemsnitlig. Og det er lige det, der nager mig.
Hun var nemlig sekretær for den berygtede propagandaminister Joseph Goebbels under en stor del af 2. Verdenskrig.
Der sidder hun og fortæller om en af de mest forhadte og rædselsvækkende skikkelser fra de sidste 100 år. Hvordan han altid var uhyre velklædt og charmerende, men måske manglede højden til at være rigtigt imponerende.
Hun er ekstremt klar i hovedet for en 103-årig hende Pomsel. Hun fortæller levende om sin ungdom, og hendes vej ind i det nazistiske parti.
En vej der tilsyneladende foregik helt uden politisk tanke, men kun fordi det gav hende karrieremuligheder.
Tilsyneladende.
Selvfølgelig meldte jeg mig ind. Det gjorde alle jo. Vi var kujoner.
Sådan beskriver hun det. Som noget der bare skete. Noget næsten ufrivilligt. Hvad skulle hun ellers gøre?
Hun virker forbavsende selvrefleksiv og overvejet.
Hun har heller ingen anger, ingen fortrydelse. Hun vidste intet om den organiserede jødeudryddelse, før krigen var slut og hun selv havde tilbragt en årrække i en russisk fangelejr.
Men kan det virkelig passe?
Det er det, der nager mig.
Kan en sekretær for nazisternes propagandaminister virkelig have været fuldstændigt uvidende om, hvad der fandt sted i landet på samme tid?
En sekretær der endda igen og igen beskriver en jødisk bekendt, der jo meget nødigt ville ind og besøge hende i propagandaministeriet.
Lyver hun? Og er det i så fald for os, eller for sig selv?
De fire instruktører af Et tysk liv hjælper mig ikke på vej. De lader Pomsels selvfortalte historie bære filmen i sig selv.
Og dog. De krydrer filmen med en række arkivoptagelser fra 2. verdenskrig.
Tyske og amerikanske propagandafilm, hjemmevideoer og senere decideret ubærlige optagelser af udmagrede lig af mænd, kvinder og børn, der læsses i ubegribeligt store bunker.
Optagelserne kan ikke undgå at starte deres egen dialog med Pomsels ord. Vidste hun virkelig intet af det?
Men Et tysk liv holder sig på behørig afstand af at tage stilling. Den sender elegant men ubarmhjertigt den nagende mistanke ud til mig hos publikum.
Kunne Brunhilde Pomsel virkeligt være så lykkeligt uvidende i hendes position? Det virker usandsynligt, men hvis man lukker øjnene, eller ser sine levemuligheder så begrænsede i et totalitært regime, så er det måske nemmere at give afkald på sin moral.
Det er mildest talt et komplekst vidnesbyrd Et tysk liv leverer. Det er sandsynligvis også et af de sidste, vi får at se.
De sidste veteraner fra 2. verdenskrig har efterhånden forladt os, og der er endnu færre tilbage til at fortælle historien om nazi-tiden indefra.
Og det er lige præcis det, Et tysk liv leverer: Et vidnesbyrd om nazismen set indefra.
Måske helt indefra et sind fyldt med løgn og forstillelse.
Men det er nok slet ikke spørgsmålet om skyld, der nager mig alligevel; Om Pomsel vidste det ene eller det andet.
Det er nok mere spørgsmålet om, hvor langt eller hvor kort et menneskes moral og værdier egentlig rækker. Hvor stor er evnen til at lukke øjnene for andres lidelse for at holde fast i sit eget liv.
Det der nager mig er, om jeg havde gjort præcis det samme.
Et tysk liv er et bevægende og dybt forstyrrende vidnesbyrd om nazi-tyskland set indefra. Det er en film, der formår at få publikum til at overveje, hvor langt deres egne moralske principper rækker. Et tysk liv er en af de sidste fortællinger, fra en tid vi aldrig må glemme, fortalt af en af dem, der rent faktisk var der.
