Maze Runner: Dødskuren anmeldelse: En vej ud af labyrinten
Maze Runner: Dødskuren byder på årets første virkelig gode actionsekvens.
Fans af de første Maze Runner film – og måske bøgerne – vil vide, at en af de helt store cliffhangers fra Maze Runner 2: Infernoet var tilfangetagelsen af Minho af den noget skurkagtige organisation WCKD.
I øvrigt, hvis du ikke ved, at WKCD udtales ‘wicked’, som var man en amerikansk teenager fra cirka 1992, så bør du nok ikke springe på tredje episode af Maze Runner-serien, inden du har set de to første.
Tilbage til actionsekvensen, som også er denne nyeste films åbningsscene. Den involverer netop et forsøg på at redde Minho fra et tog i den post-apokalyptisk ørken.
Uden at afsløre for meget involverer den også indtil flere fartøjer – både på jorden og i luften – og samtidig genintroducerer den elegant hovedkaraktererne fra de tidligere film.
I sine første 10 minutter vækker Maze Runner: Dødskuren minder om både Fast & Furious-serien, og i sine bedste øjeblikke endda Mad Max: Fury Road.
Det er en stor kompliment, hvis du skulle være i tvivl.
Netop actionsekvenser – og instruktionen generelt – har altid været den store styrke i Maze Runner– serien, der i øvrigt alle tre er instrueret af samme instruktør: Wes Ball i modsætning til de andre store ‘young adult’ filmatiseringer som Hunger Games, Harry Potter, Twilight og Divergent.
Wes Ball har en imponerende sans for kinetiske kamerabevægelser, og for at holde dampen oppe i en historie, også når manuskripterne modarbejder ham.
Det gjorde de i den foregående film, der blev en mudret, selvhøjtidelig og tung affære. Men med Maze Runner: Dødskuren har han faktisk skabt seriens bedste film.
Det er ubetinget den mest actionfyldte af de tre film.
Den fine åbningssekvens er startskuddet for en finale, der kun sjældent mister momentum på trods af et noget opsvulmet manuskript.
Som titlen antyder går jagten selvfølgelig – udover at få Minho i sikkerhed – på en kur mod den altødelæggende virus, der har gjort verden til et zombie-inficeret mareridt. En verden hvor den ældre generation helt bogstaveligt snylter på den yngre for at holde sig i live.
Her er dramatiske afslutninger på en række af de historier, der blev sat op i den første film, og det ellers noget kluntede plot skal have kredit for at give karaktererne nuancer, de ikke tidligere har haft.
Det gælder blandt andet for Patricia Clarksons ellers så skurkagtige WCKD-leder Ava Paige, der bliver rykket ind i en klædelig gråzone.
Generelt er det de kvindelige karakterer – og skuespilpræstationer – der gør størst indtryk. Kaya Scodelario er fin som den samvittighedstyngede Teresa. Hun forrådte som bekendt gruppen af unge i sidste film til fordel for en chance for at arbejde på kuren.
Men det er Rosa Salazars Brenda, der for alvor stjæler opmærksomheden. Brenda udvikler sig til en regulær badass.
Faktisk i så høj grad at jeg ville ønske hun havde hovedrollen.
For Maze Runner: Dødskuren har det samme store problem som de andre film. Hovedpersonen Thomas er cirka lige så personlighedsløs som hvidt brød. Desværre er det heller ikke fordi Dylan O’Brien stive præstation forbedrer situationen.
Men det forandrer ikke på, at Maze Runner: Dødskuren er en værdig afslutning på en af de bedre ‘young-adult’-filmserier.
Filmene er samtidig blevet visitkort for Wes Ball. Han er nok i stand til at lave endnu mere imponerende arbejde med materiale, der ikke er helt så opsvulmet og rodet.
Lige nu står Wes Ball faktisk til at instruere den illustrerede danske fantasy-roman Fall of the Gods. Jeg håber det sker, og at Ball endelig har fundet ud af labyrinten.
Der er jo også to Maze Runner prequel-bøger, der kan filmatiseres.
Men selvom Maze Runner: Dødskuren er solid, så er jeg altså ved at være Maze Runner-mæt for nu.
Maze Runner: Dødskuren er kompetent og slagkraftig underholdning. Den byder på seriens bedste actionsekvenser og gør flere af sine karakterer langt mere interessante, end de tidligere har været. Det er både en tilfredsstillende finale og seriens bedste film.
