XY Chelsea anmeldelse: Både X og Y

XY Chelsea er ikke kun et snedigt Twitternavn for Chelsea Manning, der refererer til de kromosomer Chelsea ikke kan slippe fri for, selv efter hormonbehandling og navneskift fra Bradley.

Det er også en perfekt titel til en portrætfilm om en på mange måder uudgrundelig hovedperson.

For Chelsea Manning er svært at sætte i en kasse. Hun er hverken X eller Y.

På den ene side er Manning – som iscenesat af instruktør Tim Travers Hawkins – produkt af en hård barndom med alkoholiske forældre.

En kvinde fanget i en ung mands krop, der efter en rodløs teenageperiode ender i militæret, hvor hun laver rav i den ved at lække enorme mængder hemmelige dokumenter med mulige krigsforbrydelser fra den amerikanske hær.

Hvorfor gjorde hun det?

Måske som et raseriudbrud i frustration over sine egne identitetsproblemer? Eller måske er hun en heroisk whistleblower, der ikke kunne lade stå til i mødet den amerikanske regerings grusomheder?

Efter at have set XY Chelsea virker det som om, begge dele er sandt. Eller måske ingen af delene.

For lige så grusomme som de lækkede optagelser fra Irak-krigen i filmen er, lige så svær er Mannings motivation at blive klog på.

Hawkins slørede nærbilleder giver intet klart svar, når filmen holder sig ultranært til Chelsea efter hun frigives før tid af Barack Obama i 2017.

I mødet med friheden er Manning lige så begejstret for endelig at kunne bruge makeup, som hun er fortvivlet for ikke at have noget de stramme retningslinjer fra fængslet.

Opmærksomhed søger hun i hvert fald ikke, siger hun.

Men inden længe er Manning blevet et fænomen på twitter og er blevet brændende aktivist.

Er det en indre sans for retfærdighed, der driver værket? Eller er det invitationerne til at blive fotograferet i Vogue og deltage i utallige talkshows, der trækker?

X eller Y?

Og hvorfra kommer styrken til at stille op som senator, kun for at true med selvmord da de mange følgere på sociale medier pludselig vender på en tallerken?

Chelsea Mannings spinkle fysik og horisontvendte blik rummer ikke svarene, og det gør XY Chelsea sådan set heller ikke.

Filmen kunne have nydt godt af en lidt skarpere og måske mere kritisk vinkel. Lidt mere fokus på Mannings faktuelle involvering i Wikileaks, og lidt mindre på de fugle hun poetisk kigger på uden for vinduet.

Men de mange selvmodsigelser er samtidig også filmens styrke.

Måske er det bare umuligt at komme under huden på Chelsea Manning og forstå den beslutningsproces, der bla. nu igen har sendt hende ind i det fængselssystem, der har skadet hende for livet.

At få halvanden time til at greje det uudgrundelige, er i hvert fald en fornøjelse i dette tilfælde.

XY Chelsea er et fascinerende portræt af en ualmindeligt gådefuld person og en vellykket menneskelig vinkel på en af verdenshistoriens store begivenheder.