Transformers: Rise of the Beasts anmeldelse: En Bay-bro

Tilbage i 2019 skrev jeg, at Bumblebee – på trods af sine mangler — viste en ny vej frem for Transformers-filmene.

En forvandling, om man vil. Måske endda en transformation, forstod du den? Transformation?

Med en mere intim E.T.-lignende historie og et fokus på sine karakterer frem for computergenereret action, var Bumblebee et tiltrængt frisk pust.

Nu kommer så Rise of the Beasts for at føre serien videre. Problemet er bare, at ‘videre’ viser sig at være over en bro på vej til Michael Bays uendelige mareridt af Transformers-film.

For Rise of the Beasts er en næsten direkte forløber til Bays oprindelige Transformers.

Men ret skal være ret: Rise of the Beasts er bedre end alle Bays Transformers-film.

At det er en relativt lav barre at komme over, giver måske sig selv, men alligevel.

Instruktør Steven Caple Jr.’s nye film har ingen latent racisme, ingen kameraer på vej op i unge pigers miniskørter og heller ingen fuldstændigt rablende tilsyneladende improviserede historier.

Så langt så godt.

Vel kan intet I Rise of the Beasts hamle op med Bays bedste enkeltstående actionbilleder, og Bay var også bedre til at give sine robotter fysisk tilstedeværelse med sin konstante villighed til at sprænge den virkelige verden i luften.

Rise of the Beasts er solidt placeret i det rent animerede, når actionscenerne letter.

Til gengæld har filmen stadig et tiltrængt fokus på sine karakterer, og det er endda karakterer, man kan holde af.

Anthony Ramos er præcis så stor en charmetrold, som han var det i Hamilton og In the Heights i hovedrollen som Noah Diaz, der kæmper for at have råd til behandling af en syg lillebror.

Vel er den historie næsten for sentimental, men karaktererne er både varme og elskelige, og filmen giver sig god tid til at bygge dem op — præcis som i Bumblebee.

Desværre går det værre med at skabe entusiasme omkring robotterne selv.

Efter Bumblebee gjorde sin gule robot til et nuttet rumvæsen er vi tilbage hos Bays overdesignede robotter, hvis værktøjskasseansigter og fjollede små metalmunde ikke er nok til at maskere manglen på personlighed.

Og når personligheden træder igennem, er det desværre med anstrengt comic relief leveret af en Pete Davidson-bot.

Imens dyster Peter Cullen, Ron Perlman og Peter Dinklage om, hvem der kan ødelægge flest subwoofers i biografer verden over, når de snakker om Warpkeys, Maximals og planetædende Transformers.

Denne gang introduceres Maximal-grenen af Transformers, som er robot-jungledyr, der kan forvandle sig til…robotter.

Som altid med Transformers er det bedst ikke at spørge sig selv, hvordan det giver mening, og så bare flyde med strømmen.

Flyde med strømmen gør desværre også Rise of the Beasts, der støt efterlader sine karakterer i bakspejlet til fordel for den fjollede robot-fortælling og ender i en af den slags actionfigur-finaler, som jeg ville have elsket som 10-årig, men nu nok kræver lidt mere af.

Måske Transformers-mytologien — og som født i 1985 er jeg nok en Transformers-efternøler, men jeg legede nu altså ivrigt med dem som barn — simpelthen ikke kan bære et filmunivers.

Navne som Optimus Primal (som selvfølgelig er en gorilla) og de nye skurke Terrorcons er lige så svære at leve sig ind i som robotter med briller og overskæg.

Det samme gælder for robotternes evner, der tilsyneladende udvides alt efter, hvad filmen har brug for.

Og når filmen til sidst går fuld Marvel med lovning om et crossover, er det nemmere at lugte pengene end entusiasmen.

Alligevel er Rise of the Beasts ikke helt spildt.

Castet er stærkt på charme og diversitet, og at filmen foregår i 1994 giver lejlighed til et solidt soundtrack fyldt med retrolækker hip-hop.

Og selvom effekterne er af den konsekvensløst animerede slags, så er der morskab at finde i robot-rabalderet.

Jeg ville bare ønske, at broen var gået i retning af Bumblebee og ikke i retning af Bay.

Rise of the Beasts er underholdende nok, men menneskene er mere interessante end robotterne, og filmen lever ikke helt op til sin forgænger.