Thor: Love and Thunder anmeldelse: Meget mere Thor
Så du også Thor: Ragnarok og tænkte, at instruktør Taika Waititis film endelig havde fundet en tone, der klædte Marvels kosmisk-nordisk superhelt?
En tone man bare ønskede sig meget mere af.
Det ønske opfylder efterfølgeren Thor: Love and Thunder i en grad, så jeg var lige ved at fortryde det.
For var du vild med Thor i Ragnarok, så svarer Love and Thunder ved bogstaveligt at inkludere mere end en Thor.
Og var du vild med den uhøjtidelige tone af finurlig humor, så får du jokes i en stort set konstant strøm.
Synes du det var fedt med kombinationen af guddommelige superhelte og Led Zeppelins Immigrant Song, så gør dig klar til en soundtrack bestående af Guns N’ Roses-greatest hits.
Og synes du det var fedt, når Thor i profil og slow-motion fløj mod sine fjender med våbnet løftet højt, som et slags heavy-metal helgen-billede. Så gør dig klar til mere end en håndfuld genskabelser af præcis det skud.
Men, måske ikke overraskende, skal man ikke altid ønske sig mere. For Thor: Love and Thunder er mere, men den er også noget rod.
Waititis humor veksler denne gang fra det lårklaskende, over det charmerende til det anstrengende i et lidt for højt tempo.
Og den ellers fine visuelle side — lidt som en metal-fans airbrushede varevogn fra 1984 – blive for ofte undermineret af sløsede actionsekvenser.
Imens skal der findes tid til mindst tre oprindelseshistorier og et univers-omstyrtende plot, der beror på noget så fjollet og belejligt, som et sted, hvor man kan ønske lige hvad man vil.
Og Love and Thunder lider også under den generelle Metaltræthed i Marvel-skelettet, hvor filmene efterhånden føles mere som oplæg til flere film og TV-serier, end selvstændige fortællinger eller byggesten til noget større.
Det lyder skidt, men det er det egentlig ikke. Love and Thunder er bare ikke nær så overrumplende og skarp som i Ragnarok.
Men det nyeste Thor-eventyr har heldigvis stadig masser at byde på.
Waititi har en grundlæggende humanisme og kærlighed til sine karakterer, som det er umuligt ikke at blive mindst lidt forelsket i.
Det samme gælder for trioen i front, hvor de fleste nok skal finde noget at forelske sig i, fra Chris Hemsworths uskyldige smil og lange lokker, over Tessa Thompsons fandenivoldske attitude til Natalie Portmans overarme, der egentlig fortjener en film helt for sig selv.
Skuespillerne rammer lige på kornet, og karaktererne er så charmerende, at det er svært at få nok.
Christian Bale leverer også varen som bleg skurk med et helt sympatisk motiv, også selvom filmen ikke helt giver ham al den tid, han har brug for.
Og Russel Crowe er et kup i rollen som Zeus.
Så er det til at overse, at fortællingen sjældent får tid til at ånde, at den visuelle side pendulerer mellem anonym Marvel og kulørt fantasy og at humoren ikke rammer lige så klokkerent som i forgængeren.
Særligt når Love and Thunder lander i en tilfredsstillende finale, der efterlader Thor i en situation, man har lyst til at se mere til. Det er svært, ikke at være underholdt.
Men jeg ønsker mig nok ikke MEGET mere Love and Thunder denne gang. Lidt har også ret.
Chris Hemsworth, Tessa Thompson og Natalie Portman stråler i en veloplagt gakket omgang i Marvel-møllen, også selvom Love and Thunder ikke helt når sin forgængers højder.
