The Prodigy anmeldelse: De første år

Åh ja, de første år af et barns liv forsvinder så hurtigt.

Det føles som var det i går, at Sarah og Johns lille søn Miles alt for tidligt sagde Mama med computeranimerede læber.

Det var tider, da han ondskabsfuldt smilende moste edderkopper i sin lille bløde hånd. Eller hvad med dengang da det blev konstateret, at han var ekstra begavet, og han slog en af sine skolekammerater med en gigantisk skruenøgle?

Men de vokser jo så hurtigt.

Pludselig er Miles blevet otte år gammel og taler en sjælden rumænsk dialekt, mens han sover og kærtegner sin mor på en højst ubehagelig måde, mens han er vågen.

Ok, nu har jeg ikke selv børn, så det er muligvis ikke helt de samme oplevelser alle nybagte forældre skal igennem.

Det er jo ikke alle familier, der som Sarah, John og Miles er fanget i indbegrebet af en ‘bleg-ond-dreng-med-grydehår’-gyser.

Men sådan en er The Prodigy.

Faktisk så uforbeholdent, at den i sin første halve time næsten fremstår parodisk i sin dyrkelse af alle ‘skummelt-barn’-klicheer.

The Prodigy anmeldelse
Foto: UIP

Enhver der har set The Omen og dens tusind copycats vil føle sig hjemme i historien om lille Miles med de skumle tendenser.

Men det er relativt lang tid siden en af den slags har haft premiere i de danske biografer og måske netop derfor føles The Prodigy så forfriskende gammeldags – i hvert fald i starten.

Da Miles fødsel i åbningsscenen krydsklippes med en seriemorders død, ved de fleste gyserfans nok, hvad den sjælevandrende gyserklokke er slået.

Men det gør det ikke mindre underholdende, når Miles holder creepy stirrekonkurrence med sin mor.

Instruktør Nicholas McCarthy har en ganske solid kasse med gyserværktøj, som han ruller ud med jævne mellemrum – også selvom en god del af den er af den lidt billige ‘høje-strygere-fører-til-falske-chok’-type.

Men han får alligevel leveret mindst en virkelig god visuel overraskelse – som desværre blev afsløret i traileren.

The Prodigy anmeldelse
Foto: UIP

Men det manisk høje tempo og den lystige affyring af horror-klicheer begynder desværre at kløjes ved filmens mindtpunkt.

Skuespilleren bag Miles, den unge Jackson Robert Scott, får presset sine evner længere end de kan bære, når han både skal kigge skummelt ind i kameraet og spille en midaldrende massemorder.

Snart er grinene af den mere ufrivillige slags.

Men helt galt går det, da grinene tørrer ud og mor Sarah skal på opklaringsmission, for at opklare et mysterie publikum allerede har løst i filmens begyndelse.

Det stopper fuldstændig fortællemotoren i The Prodigy, mens de billige chok også løber ud.

Heldigvis vil vi altid have minderne om de tidlige år. Dengang Miles grydefrisure var så dejligt uhyggelig.

Et par solide gys er desværre ikke helt nok til at bære den sløve historiefortælling i The Prodigy.

3 af 6 stjerner filmanmeldelse
Facebook kommentarer