The Favourite anmeldelse: Periodefilm fyldt med galskab

0
802
The Favourite anmeldelse
Foto: Nordisk Film

The Favourite anmeldelse: Min favorit

I The Favourite står og falder magtforholdene med, hvem den sygdomsplagede britiske dronning Anne vælger som sin favorit.

Er det den benhårde Lady Sarah eller den udspekulerede nykommer Abigail, der scorer dronningens favør og dermed både magt og rigdom?

I filmen bølger svaret frem og tilbage i takt med den noget utilregnelige dronnings følelser, men i biografen var jeg ikke i tvivl.

Min favorit er Olivia Colman.

Som dronning Anne leverer Colman nemlig en af den slags filmdefinerende præstationer, der kun sjældent stikker sit hoved frem.

Jeg kan ikke forestille mig nogen anden levere noget tilnærmelsesvis lignende Coles arbejde.

Hendes dronning er en på overfladen skrøbelig kvinde, hvis krop langsomt går i stykker, mens hun desperat jagter en eller anden for personlig nærhed fra sin trone og sygeseng.

Colmans præstation er både charmerende og frastødende, dybt humoristisk og stærkt bevægende. Hendes arbejde er så godt, at The Favourite som helhed har det med at sakke, når hun ikke er på lærredet.

The Favourite anmeldelse
Foto: Nordisk Film

Det er nu ellers ikke fordi Emma Stone og Rachel Weisz sakker langt bagefter med deres intrigante håndlangere, der med hver deres udgangspunkt gør deres bedste for at manipulere monarken.

De to skuespillere har en fest med at levere Deborah Davis og Tony McNamaras screwball-agtige dialog, og de humoristisk ondsindede angreb karaktererne imellem er – især i filmens første halvdel – et af filmens bedste kort.

Desværre siver humoren langsomt ud af instruktør Yorgos Lanthimos’ gakkede kostumedrama, til fordel for et fokus på drama, som de papirtynde karakterer – med undtagelse af droningen – har svært ved at bære.

The Favourite anmeldelse
Foto: Nordisk Film

Det var heller ikke al humoren, der ramte lige rent hos mig, og især Lanthimos’ fokus på det sære virker mere forceret end i tidligere film.

Men at jeg generelt fandt den dunkle The Killing of a Sacred Deer sjovere end den mere åbenlyst parodiske The Favorite, er måske mere et problem med min personlighed.

Men hvor manuskriptet taber fart, så leverer Lanthimos og fotograf Robbie Ryan i udtrykket, der leverer en dekadent og skæv version af et klassisk periodedrama.

The Favourite anmeldelse
Foto: Nordisk Film

The Favourite er konstant en fryd for sanserne.

Alligevel føles den sjældent helt så original, som den gerne vil være. Lanthimos’ skæven til Stanley Kubrick er i mere end almindeligt fuld effekt.

Men det er måske i virkeligheden heller ikke så dårligt, at have lavet en film, der let kan beskrives som Dr. Strangelove møder Barry Lyndon.

Og så er der altså hende Colman. Jeg kan ikke fremhæve nok, hvor meget hendes præstation i sig selv er værd at se, også selvom filmen omkring hende ikke altid lever op til sine egne ambitioner.

The Favourite er en både sjov og bizar filmoplevelse, men det er Olivia Colmans helt fantastiske præstation som dronning Anne, der for alvor gør den værd at se.

4 af 6 stjerner anmeldelse