The Fabelmans anmeldelse: Spielbergs harmonisering

Steven Spielberg har altid haft en tendens til at harmonisere.

Spielbergs film efterlader så godt som aldrig sit publikum utrygge. De slutter næsten altid i harmoni.

To venner padler hjem efter at have besejret en haj. En dreng siger tårevædet farvel til sin bedste ven. En dinosaur brøler, mens heltene finder en vej tilbage til fastlandet. En gruppe overlevende jøder giver en sidste hyldest til deres redningsmand.

Mesterinstruktøren har altid gjort sit absolut bedste for at omfavne sit publikums følelser og lede dem trygt ud i rulleteksterne uden tvivl om, hvad filmen betød, eller hvad den ville have dem til at føle.

I komplet harmoni.

The Fabelmans føles som det måske ultimative eksempel på Spielbergs harmonisering.

For aldrig har en Spielberg-film handlet så direkte om instruktøren selv. Selvfølgelige er han at finde i alle sine film — måske 1941 undtaget.

Men selv ikke Nærkontakt af tredje grad gik så tæt på som The Fabelmans.

For med mindre mange andre drenge er vokset op med en følsom kunstnerisk mor, som en dag købte en abe til familien, eller en hær af andre børn blev inspireret af at se The Greatest Show on Earth på deres første biograftur i 1952 for derefter at producere tiltagende avancerede og gudsbenådet opfindsomme hjemmefilm, så er The Fabelmans altså så godt som en biografi over Spielbergs tidlige opvækst.

Og det føles som om, Spielberg med The Fabelmans harmoniserer den opvækst.

Ikke for at slette ujævnhederne i sine forældre opdragelse og handlinger; en affære og familiesplittelse spiller en afgørende rolle i The Fabelmans.

Nej, i stedet harmoniserer Spielberg sit eget syn på sine forældre.

The Fabelmans føles som fortalt af en dreng, der engang var vred på sine forældre, men nu fyldt med en ældre mands livsvisdom forstår deres handlinger i et helt andet perspektiv.

The Fabelmans kunne have været en berettiget vred film, men er i stedet forbløffende nænsom.

Vore forældre — også Spielbergs — er bare uperfekte mennesker.

Det er den ultimativt mest rørende besked som The Fabelmans efterlader sit publikum med.

De nuancer, som Spielberg nu ser i sine forældres liv leveres imponerende hjertevarmt og nænsomt af Paul Dano og Michelle Williams som Mitzi og Burt. Gabriel LaBelle spiller den unge Steven, øh, jeg mener Sammy, så det er umuligt for fans ikke at genkende den unge Spielberg.

Mere ulden er Seth Rogen i rollen som Burts kollega med et måske for nært forhold til Mitzi. Rogens ellers sympatiske præstation er et af de få elementer, der ikke ringer helt klart i The Fabelmans.

Det gør til gengæld portrættet af den spirende kunstner, der vokser frem i Sammy.

Spielberg har en fest med at genskabe sine egne tidlige film og deres mange smågeniale gimmicks, mens han med sin egen moderne filmmagi viser, hvordan filmmagien opstår hos Sammy.

For Spielberg-fans er det gåsehudsfremkaldende.

Og skulle man være i tvivl om, at Spielberg ikke bare er en af de største nulevende filmskabere, men måske den største instruktør siden selve mediet opstod, så skal man bare kaste en enkelt blik på en middagsscene eller et skolegårdsopgør i The Fabelmans.

Spielberg bruger kamera, iscenesættelse og skuespil til at fortælle sin historie, så man selv som filmanalyse-trænet publikum drages ind, næsten helt uden at bemærke, hvad han egentlig gør.

Spielberg er og bliver en af de største kunstnere, der nogensinde har levet.

Men den del af sit liv lader Spielberg selvfølgelig forblive underspillet. The Fabelmans siger farvel lige inden Spielberg for alvor starter sin karriere.

I stedet smider Spielberg små referencer ind til sine kommende film og besættelser, og kritiserer også behændigt det, der har gjort ham til den måske nok mest kendte filminstruktør nogensinde.

Sin trang til at please. En trang der ikke altid er helt uproblematisk.

Hele balladen ender med at være en blid hyldest til Spielbergs forældre og deres indsats for hans opvækst, mens Spielbergs eget talent berøres med et strejf af ironi i en hylesjov filmelskende slutning med en både overraskende og genial cameo.

Som helhed får det The Fabelmans til at føles som et varmt og personligt brev fra Spielberg til sin egen familie.

En rørende harmonisering af familie-gnidninger.

Måske ikke en af de største film i hans filmografi, men alligevel en helt uimodståelig fodnote.

Spielbergs mest personlige film er en blidt rørende, varm og humoristisk hyldest til instruktørens forældre og et filmelskende tilbageblik på, hvordan en af de største instruktører nogensinde startede sit livsværk.