The Darkest Minds anmeldelse: Fattigmands X-Men
Hvad er det, der har labre unge mennesker i hovedrollerne, ufarlig post-apokalyptik, forvirret samfundskritik og cirka en halv time for meget spilletid?
Ja, du gættede det, det er endnu en filmatisering af en young adult bog!
The Darkest Minds er endnu et forsøg på at kopiere Hunger Games succesen ved at filmatisere en bogserie, der – ja – forsøgte at ramme Hunger Games-succesen.
Se også: Maze Runner, Divergent og deres hær af efterfølgere.
Men The Darkest Minds er muligvis den hidtil dårligste.
Hvor trofast The Darkest Minds er overfor Alexandra Brackens bogforlæg, ved jeg ikke, men filmen har heller ikke givet mig lyst til at undersøge det.
På lærredet er The Darkest Minds nemlig blevet en slags greatest hits af andre franchises. Eller nej, greatest hits er det ikke.
The Darkest Minds er mere stykket sammen af resterne fra de andre franchises middagsbord.
Den byder først og fremmest på en halvt-postapokalyptisk halvt pseudo-scifi verden, som vi kender det fra f.eks. Maze Runner.
En virus har inficeret og dræbt 98% procent af USA’s befolkning, mens de sidste 2% procent har udviklet, hvad der kun kan beskrives som superkræfter.
Teenagere er derfor jaget vildt af autoriteterne, der frygter deres nye evner. Du ved nok, cirka lige så jagede som teenagere føler sig i virkeligheden.
Eller i Maze Runner. Eller i Hunger Games.
Men det er meget lidt interessant at se på.
De unge har kun en håndfuld forskellige – bekvemt farvekodet efter farlighed – der rangerer fra at være ekstra klog, over telekinese ala Carrie til jedi-mind-tricks.
Det er unægteligt en omgang fattigmands X-Men, og The Darkest Minds bruger forsvindende lidt tid på evnerne.
En fin tidlig biljagt med telekinetisk hjælp snød mig næsten til at tro, at The Darkest Minds ville kompensere for sin akutte uoriginalitet med solid action – lidt ala Maze Runner – men sådan går det desværre ikke.
Filmen fokuserer nemlig på den kedeligste af X-teenagerne, Ruby, det er hende med jedi-evnerne.
Hun spilles af Amandla Stenberg, der har en vis karisma foran kameraet, men desværre også uhyrligt stive skuespilevner.
Og så har hun flot krøllet hår.
Sådan helt perfekt flot krøllet hår.
Faktisk sidder alle de jagede teenageres hår helt perfekt, selvom de er på flugt gennem et ruineret USA.
Det er den slags, man har tid til at lægge mærke til, i en film der med sneglehastighed bevæger sig frem til en forudsigelig slutning.
Eller, måske ikke helt forudsigelig.
For selvfølgelig skal teenagerne da revolutionere den totalitære samfundsorden og skabe en ny verden. Det er vel sådan set meget sympatisk at de multietniske X-børn skal slå den hvide overmagt af pinden.
Men jeg er ikke helt sikker på at filmen er klar over sit eget mudrede budskab, når den slutter af med heltinden, der hyldes midt i et stadium af fascistisk heilende unge mennesker.
Er det sådan samfundet skal laves om?
Men hey, der er altså også ildspyende teenagere med i The Darkest Minds.
Måske er den ikke helt dårlig alligevel.
The Darkest Minds skraber bunden af young-adult tønden, med en lunken blanding af ideer fra andre – og bedre – franchises.
