The Conjuring 3: The Devil Made Me Do It anmeldelse: Satanic Panic

The Conjuring 3: The Devil Made Me Do It beder trofaste fans af den gysende filmserie lave noget af en byttehandel.

Instruktør James Wan for en pinlig satanist-historie.

Personligt vil jeg gerne bytte tilbage, men når nu man ikke har noget valg, så klarer den nye instruktør Michael Chaves det faktisk ganske fint.

The Conjuring 3 er i hvert fald ikke en skamplet i forhold til de tidligere film i serien.

Chaves er heldigvis klassicist som Wan også er det, og lader i bedste Conjuring stil sine gys fortælles med detaljeret planlagte kamerature, leg med lyd og grusom opfindsomhed.

The Conjuring 3 når aldrig helt op på seriens tidligere højdepunkter. Chaves er ikke Wan. Men der er nok med opfindsomme og veludførte sekvenser til at man aldrig keder sig.

Det hele er et klart trin op fra Chaves’ første film i Conjuring-universet; The Curse of La Llorona.

Særligt filmens finale er billetten værd.

Patrick Wilson og Vera Farmiga er også stadig gode som Warren-parret; de okkulte efterforskere med hjerter af guld, selvom kærlighedshistorien mellem dem i denne omgang går til den meget søde side.

Men det er egentlig også forfriskende nok i gysersammenhæng.

Hvad der er meget lidt forfriskende i The Conjuring-serien, er det noget tumpede fokus på at præsentere gyserløjerne som sande historier.

Den tendens når sit lavpunkt i The Conjuring 3: The Devil Made Me Do It.

For denne gang handler løjerne om et virkeligt mord, som Lorraine Warren forgæves forsøgte at forklare i retten med dæmonbesættelse.

Og filmen tager selvfølgelig som altid Warren parrets ord for gode varer.

Det er dumt. For Warren-parret var i bedste fald fjollede fortællere af spøgelseshistorier, i værste fald kyniske svindlere.

Deres historier var alt andet end sande. Og når The Conjuring præsenterer dem som helte, er det svært ikke at få en dårlig smag i munden.

Særligt i denne omgang, hvor filmen stiller sig på den forkerte side af 1980’ernes såkaldte ‘Satanic panic’, der satte alt fra heavy metal, computerspil og Dungeons & Dragons i direkte forbindelse med djævlen.

Den slags lort skulle vi gerne være forbi.

Hvor ville jeg ønske, at The Conjuring-serien bevægede sig længere væk fra Warren-parret, og arvede lidt mere af glimtet i øjet hos det åbenlyse filmiske forbillede Sam Raimi.

Hvis bare man tydeligere kunne mærke, at filmen tog afstand fra sin fortælling som virkelig. Men det fordres ikke ligefrem med ‘virkelige’ optagelser af dæmonbesættelse, og billeder af det ægte Warren-par under slutteksterne.

Alligevel er der stadig nok filmisk legesyghed og vellavede sekvenser, til at *The Conjuring-*universet holder sig oven vande i denne tredje omgang. Hvis man kan se forbi de tåbelige referencer til virkeligheden.

The Conjuring 3: The Devil Made Me Do It er en gysende sjov tur i biffen.

Men måske tre okkulte omgange med Warren-parret er nok for nu.

Tredje omgang med The Conjuring er stadig en underholdende tur i gyser-rutsjebanen, selvom seriens dumme side aldrig har været tydeligere.