Spider-Man: Across the Spider-Verse anmeldelse: Øv, hvor er den god

Hvis du vil gå til Spider-Man: Across the Spider-Verse lige så uvidende, som jeg gjorde, så hold dig fra denne anmeldelse, indtil du har set filmen.

Men hvis du vil have en enkelt lille advarsel, der muligvis vil gøre din oplevelse af filmen bedre end min, så bliv hængende. Jeg lover ikke at afsløre noget af historien. Bare rolig.

Jeg vil til gengæld afsløre, hvorfor jeg på den ene side er helt overvældet af Across the Spider-Verse, men på den anden side er dybt skuffet.

Lad os tage skuffelsen først: Spider-Man: Across the Spider-Verse er en historie uden slutning.

Desværre er opfølgeren til en af de mest banebrydende mainstream animationsfilm nogensinde lige så cliffhanger ukomplet som den skuffende Fast X.

Det er simpelthen så ærgerligt.

Ærgerligt, fordi da filmen lader til at skulle afvikle sin store finale, stopper den brat.

Men måske endnu mere ærgerligt, fordi det giver den ultrakreative og varmhjertede Across the Spider-Verse en ubehagelig dunst af pengehungrende franchise.

Samme dunst der hænger over uendelighedsmaskinen, som er den anden del af Marvel, og som vil have os til at gå i biografen til en ustoppelig føljeton af konsekvensløse evighedshistorier krydret med utallige spinoffs og selvfølgelig sidehistorier som serier hjemme i stuen.

Det er så skuffende, fordi Across the Spider-Verse på mange måder føles som frisk neongrøn graffiti på det etablerede superheltefilmunivers.

Men — og lyt nu godt efter, for det her er anmeldelsens vigtigste men — jeg bliver nødt til at lade tvivlen komme skaberne af Across the Spider-Verse til gode.

For indtil førnævnte cliffhanger leverer de en af de mest kærlige, uortodokse og blændende smukke superheltefilm, jeg nogensinde har set.

Det burde være helt umuligt at følge op på den blændende Into the Spider-Verse, der ikke bare var en af de mest kunstnerisk helstøbte og banebrydende animationsfilm nogensinde.

Det var en film, der satte sine karakterer over alt andet, mens den jonglerede absurde og obskure hjørner af Spider-Man-universet med blændende action og en stil, hvis indflydelse vi slet ikke har mærket alt til endnu.

Hvordan kunne Across the Spider-Verse nogensinde blive andet end en middelmådig gentagelse?

Into the Spider-Verse tog superheltefilmen og mainstreamanimation generelt med ud af atmosfæren.

Men Across the Spider-Verse drager ud på den anden side af det kendte univers.

Efter et gennemsyn, kan jeg faktisk ikke fortælle dig, hvordan Across the Spider-Verse holder dusinvis af multiversale Spider-bolde i luften, leverer en decideret avantgarde billedside, er en superhelte-crowdpleaser af karat og samtidig aldrig mister sit sigte om at være en bevægende historie om en dreng og hans familie.

Across the Spider-Verse får alle multivers eventyr hos ‘det andet marvel’ til at ligne en to-årig, der har taget to sæt slidte legetøjsfigurer med i sandkassen.

Trioen af instruktører — som er nye i Spider-Verse-stolen — Joaquim Dos Santo, Kemp Powers og Justin K. Thompson leverer lynhurtig, men knivskarp historiefortælling i en — eller rettere mange! — verdener støbt af tegneserie-easter-eggs, som alligevel føles som en intim og letforståelig historie.

Mindst en håndfuld gange bragte Across the Spider-Verse mig til tårer og gåsehud.

Og den stilmæssige fornyelse er nu helt uden grænser.

Akvarellignende baggrunde begynder bogstaveligt at løbe som regn, mens et kram mellem far og datter får billedets toner til at skifte fra kølige til varme.

Mere end et dusin forskellige stilarter — fra undergrunds punk-zine over tegneseriens guldalder til futuristisk neon-ekstravaganza — væves sammen til et af de stærkeste og meste helstøbt visuelle udtryk i en mainstreamfilm overhovedet.

Across the Spider-Verse er en hyldest til animationens kraft og en fandenivoldsk kraftopvisning, som aldrig mister sigte for sin historie.

Og så har jeg ikke engang nævnt soundtracket, der blender ørehængende pop og hiphop med Daniel Pembertons suverænt eklektiske musik, der går fra jazz over tunge fremtids-synths til storslåede klassike superheltetemaer.

Pyha, det er lige, så jeg bliver helt forpustet.

Så derfor forstår du nok, kære læser, at jeg bliver nødt til at lader tvivlen komme Across the Spider-Verse til gode.

Jeg bliver nødt til at antage, at der næste år venter os Spider-Verse-udgaven af Avengers: Endgame, men uden den tilhørende uendelige række af tiltagende udvandede og pengehungrende opfølgere.

Jeg bliver nødt til at antage, at skaberne har noget oppe i ærmet.

For det har de ved Spider-Man haft indtil videre.

Nu kan jeg bare ikke vente med at se, hvad det er.

Across the Spider-Verse er i en liga for sig, både hvad angår animation og superheltehistoriefortælling.