Smagen af sult anmeldelse: Hr. Boe før og efter

Smagen af sult er som en fond af Christoffer Boes karriere som filminstruktør.

For Smagen af sult er både lavet med ingredienser fra Boes tidlige kunstfilm og hans senere mainstream-karriere.

Smagen af sult inviterer med tilbage til Boes fantastiske udgave af København fra især Reconstruction og Allegro. Vores hovedstad ser altid bedst ud i Boes film, og særligt når Manuel Alberto Claro er bag kameraet.

Denne gang er hovedstaden oplyst af små oaser af kulørt neonlys. Det er blændende smukt.

Og som i Boes tidlige film, skal en kærlighedshistorie pilles fra hinanden. Næsten manisk drevne mænd elsker mystiske smukke kvinder, og vi skal dissekere deres følelser sådan lidt på afstand.

Denne gang bliver kærligheden delt op i fedt, sødt, salt etc. som et af stjernekokken Carstens delikate måltider. Ved sin side har Carsten, spillet af Nikolaj Coster-Waldau, sin kone Maggie, som kæmper mindst lige så hårdt for at Carsten skal få en Michelin-stjerne hjem til deres fælles restaurant.

Men imens lider kærligheden selvfølgelig, og en affære spøger i kulissen. Endnu et klassisk Boe trekantsdrama. Endnu en kærlighedskonstruktion på film.

Men Smagen af sult er langt mere tilgængelig end Boes tidlige film. Faktisk er den mere et helt regulært kærlighedsdrama end en eksperimenterende kærlighedsfilm.

Mere ukendt føles historien om drevne mænd og lidende kvinder ikke, og det virker som om Smagen af sult står mere midt i parrets trængsler end udenfor.

Det er mere Marriage Story end Reconstruction. Mere en film fra instruktøren af Journal 64 end Allegro.

Men det er også her, i sine mere mainstream elementer, at Smagen af sult snubler lidt.

Christoffer Boe og Tobias Lindholms manuskript er ladet lige lovlig tungt med kærlighedsdramaets floskler.

Min tærskel for dialog, der med alvorlig mine sammenligner køkkenet, kærligheden og livet er meget lav.

Og karaktererne er ikke altid lige troværdige: Nuancerne i en fortælling om utroskab forsvinder lidt, når en hemmelig elsker pludselig gøres til en endimensionel skurk.

Men selvom Smagen af sult til tider er langt mere kluntet end sit elegante udtryk, så løfter den sig alligevel over sine problemer.

Katrine Greis-Rosenthal viser sig igen, som i Lykke-Per, som en af de mest interessante skuespillere i Danmark med hendes nuancerede portræt af Maggie.

Og så overrasker filmen, da den pludselig indtager børnenes perspektiv på det voksne kærlighedsdrama.

Den slags modenhed havde Boes tidlige film aldrig udvist.

På den måde ender Smagen af sult alligevel som et fint destillat af Christoffer Boes stærke sider.

Selvom der er lidt klumper i sovsen undervejs.

Smagen af sult er et både blændende smukt og velspillet kærlighedsdrama, selvom den ikke altid er lige troværdig.