Skin anmeldelse: Under overfladen

Det kan være umådeligt svært at komme forbi overfladen.

Især hvis overfladen er lige så sensationel som stakkels Bryon Widners.

Med kronraget isse og ansigtet dækket af åbenlyst nazistiske og brutale tatoveringer, var Widner en af den slags personer, der ved første øjekast nok ville få de fleste til at krydse gaden.

Selvsamme tatoveringer skulle også hjemsøge Widner senere.

Da Widner, som en af de få, forsøgte at finde en vej ud af det brutale skinhead-miljø, forsvandt tatoveringerne sjovt nok ikke af sig selv.

Tværtimod krævede det en dyr og smertefuld process over flere år at få Widners overflade til at spejle hans forandrede indre.

Det er noget af en sensationel historie. En historie, der både har ligget til grund for en dokumentarfilm og indtil flere YouTube-videoer.

Og den grusomme laserbehandling af Widners tatoverede hud fungerer da også som en effektiv rammehistorie i instruktør Guy Nattivs fiktionaliserede udgave af den sande historie: Skin.

Her er det Jamie Bell, der måske lidt imod type kryber ind i Widners tatoveringer for at fortælle historien om en skinheads vej til den anden side.

Men tatoveringerne er ikke den eneste sensationelle del af Widners historie.

Som fortalt i Skin var det nemlig kærligheden, der viste Widner en vej ud fra hadet.

Det lyder lidt som en af den slags historier, der hører til i et glittet ugebladsinterview eller måske en ‘inspirerende’ video på Facebook komplet med kulørte undertekster og royalty-free klavermusik.

Og Skin har da også sine problemer med at komme på den anden side af den meste overfladiske version af historien.

Grunden til at det lykkes, er ikke så meget det forudsigelige manuskript, der tilføjer den virkelige historie lidt for mange skuddueller og forsimpler Widners motivation for at forlade miljøet.

Virkelighedens Widner var nemlig ikke kun drevet af kærlighed, men også af en måske ikke helt så crowd-pleasende baptistisk vækkelse.

Widner var næppe heller helt så sympatisk i sin skinhead-tid som filmens udgave, der meget nådigt ikke taler om sine politiske holdninger og retter sine voldelige tendenser mod endnu slemmere våbenbrødre.

Det er lidt for letkøbt.

Men Skin ender alligevel som en vellykket filmoplevelse i kraft af sit skuespil og den solide iscenesættelse.

Instruktør Guy Nattiv holder sig til et afdæmpet realistisk filmsprog, der giver plads til skuespillerne.

I front er selvfølgelig Bell.

Den britiske skuespillere træder effektivt ind i den ærkeamerikanske rolle. Bells naturlige sårbarhed er en effektiv kontrast til det hårde ydre og skaber en figur, det er svært ikke at heppe på.

Samtidig holder skuespilleren sin præstation klædeligt afdæmpet. Særligt i betragtning af at rollen let kunne have endt i oscar-tikkende overspil.

Selv når filmen omkring ham satser lidt for meget på det sensationelle, sørger Bell for at fokus bliver på det menneskeligt relaterbare.

Det samme gælder også for Danielle Mcdonald som Widners udkårne, der er med til at føre ham ud af det hadske fællesskab.

Mcdonald fortsætter velfortjent sin karriere efter sin stærke præstation i Patti Cake$. I Skin leverer hun endnu en skiftevis stål-stærk og sårbar præstation, der bør sikre hende endnu større roller.

Vera Farmiga gør sig også bemærket som en af de ledende figurer i skinhead-fællesskabet. En ubehageligt seksuelt ladet moderfigur for de unge fyre, der finder en retning for deres had i den såkaldte Vinlander Social Club.

Med så gode præstationer er det til at leve med, at Skin aldrig helt kommer ind til mennesket under den tatoverede overflade.

Skin er en stærk fortælling om en mands vej ud af et fællesskab baseret på had, og Jamie Bell leverer en fremragende afmålt præstation i hovedrollen.