Mandskoret anmeldelse: Døden og noget på den dumme

Hvordan er stemningen i et norsk fritidskor fyldt med mænd i aldersgruppen midaldrende og opefter?

Hvis dit gæt er noget med øldrikning, sjofle vittigheder og mandehørm, så er du ikke helt galt på den.

De første 10 minutter af Petter Sommer og Jo Vemund Svendsens dokumentarfilm Mandskoret byder på intet mindre end en håndfuld jokes om at få noget på den dumme.

Det samme gælder for musikken som de maskuline røster samles om. Her er rigeligt med fladpandede jokes og selvironisk distance til det at være en mand i sin bedste alder.

Den slags er selvfølgelig meget hyggeligt, men måske mere egnet til et enkelt indslag i et TV-talkshow end en hel dokumentar, men så sker der noget.

Korets dirigent Ivar bliver dødeligt syg af kræft, og herfra gør Mandskoret sit absolut bedste for at bevise, at korets maskuline fællesskab beror på mere end øller og fisse-jokes.

Det har ellers taget Ivar intet mindre end 10 at finde vej ind i hjertet på den sammentømrede gruppe. Ivar er nemlig musikalsk ud til fingerspidserne og har højere ambitioner for mandskoret end hygge og selvironi.

Måske er det det, der har ført dem til at være opvarmning for Black Sabbath på en norsk musikfestival.

Mandskoret anmeldelse
Foto: Camera Film

Nu bliver koncerten til en dramatisk nedtælling for Ivar, der vil gøre hvad som helst for at dirigere koret på den store scene.

Men det er lettere sagt end gjort, når lægen har givet ham 2-3 måneder at leve i.

Det er mildest talt en dramatisk situation, men instruktørerne Sommer og Svendsen forstår heldigvis – med undtagelse af lidt for sentimental brug af baggrundsmusik – at lade begivenhederne tale for sig selv.

Koret støtter op om deres dirigent alle som en, og den gennemsympatiske Ivar gør mere end han burde for at blive hos koret til det sidste.

Det fører til et par fantastisk rørende sekvenser.

Mandskoret anmeldelse
Foto: Camera Film

I den ene vælger Ivar at dirigere koret til en koncert, selvom han dårlig kan stå på sine egne ben.

I baglokalet støtter han sig til sin aldrende fars ryg, og da koncerten er slut og Ivar desperat kæmper sig ud af mængden, stoppes han igen og igen af folk, der vil give ham et kram og ønske ham det bedste.

Kærligheden er til at tage og føle på, og det er stort set umuligt ikke at blive berørt.

Mandskoret anmeldelse
Foto: Camera Film

Det gælder også senere i filmen, da Ivar kun har fat i livet med det yderste af fingerspidserne og høj på morfin svæver ind og ud af bevidsthed.

Her besøger hele koret ham på hans sengeleje og Ivar får lov til at dirigere dem en sidste gang.

Pludselig er et muntert portræt af et mandskor forvandlet til en nænsom fremstilling af et følsomt maskulint fællesskab og deres møde med døden.

Mandehørm af en helt ny karakter.

Mandskoret er en musikalsk og humoristisk hyldest til fællesskabets kraft og et bevægende livtag med døden.

4 af 6 stjerner anmeldelse
Facebook kommentarer