Resten af livet anmeldelse: Den sønderjyske model

Instruktør Frelle Petersen har fundet en model, der virker.

Det havde han sådan set allerede med det fine og stilfærdige drama Onkel, men med sin nyeste film Resten af livet er det som om alle brikkerne falder på plads.

For den suveræne miljøbeskrivelse, det afmålte tempo og de karismatiske lokale skuespillere i Onkel blev en smule undermineret af et lidt for dramatisk manuskript i filmens slutning.

Sådan er det ikke med Resten af livet.

Her indtræffer den afgørende dramatiske hændelse fra start og sender ringe ud i resten af filmens spilletid.

Begivenhederne i Resten af livet er voldsommere end i Onkel, men alligevel rammer filmen samme varmt eftertænksomme tone.

Resultatet er både sorgfyldt og livsbekræftende. Eksistentielt og helt nede på jorden.

Denne gang er fokus på en lille familie — et ældre par med to voksne børn — og deres problemer og relationer er præcis så unikke, som de er universelt relaterbare.

Frelle Petersen holder elegant tonen godt hjulpet på vej af et fremragende hold skuespillere.

Både gengangerne fra Onkel — Jette Søndergaard er tilbage med en overrumplende blanding af det følsomme og det hærdede som datteren i familien — og nytilkommerne — der føres an af fintfølende præstationer fra Ole Sørensen og Mette Munk Plum — er usædvanligt gode.

Selv de mindste biroller føles som fuldt formede ægte mennesker.

Imens finpolerer Frelle Petersen sine tricks fra Onkel.

Denne gang får varierende gentagelser af familiens traditionsrige fødselsdagsmorgenmad lov til at illustrere tyngden, når en familie pludselig forandres for evigt.

Og netop tyngde er Resten af livet fyldt med. Den stilfærdige film er fyldt med den slags hårde kost, som livet på den ene eller anden måde kaster efter os alle sammen.

To af filmens afsluttende scener, hvor afgørende indestængte følelser får lov til at komme til overfladen, er simpelthen blandt de meste velspillede og rørende jeg har set i år.

Men som tilfældet også var det med Onkel, følges det hjerteknusende drama af en varm humor, der på overbevisende vis udspringer af karaktererne selv uden at føles overskrevet.

Det er noget af en præstation, når en film kan lade store grin og knugende sorg gå hånd i hånd.

Og så har jeg ikke engang nævnt den præcise scenografi, der både er fantastisk miljøbeskrivelse, men også siger mere om hovedpersonerne end de selv gør, den afmålte klipning og det stærke lyddesign.

Resten af livet er noget helt særligt.

Så betyder det mindre, at det afstemte tempo måske bliver en tand for langsomt og gentagende i filmens midterste stykke.

For Resten af livet er alligevel en bemærkelsesværdigt god film, og nu hvor Frelle Petersen har finpudset sin sønderjyske model, venter der os nok et decideret mesterværk i næste omgang.

Resten af livet er en feel-good hjerteknuser, hvor varm humor går hånd i hånd med et følsomt portræt af en families bundløse sorg.