Red Sparrow anmeldelse: En knaldroman af en film

Red Sparrow kunne altså godt have haft en lidt mere fængende titel.

Sexspionen fra Rusland.

Eller måske Dødens ballerina fra Bolsjoj.

Der er nemlig noget ubetinget knaldroman-agtigt ved instruktør Francis Lawrences nyeste film.

Prøv selv at høre om ikke handlingen passer perfekt bag på en æseløret kopi af en smålummer spionroman.

Efter en ulykke mister kan den russiske ballerina Dominika Egorova ikke længere danse. I stedet hverves, eller måske rettere tvinges, hun til en tophemmelig spion-skole, hvor hun trænes som en såkaldt ‘Sparrow’.

En Sparrow er den ultimativt forførende spion, der med sex som våben skal aflure hemmeligheder fra Ruslands fjender.

Dominikas første opgave er en amerikansk CIA-agent, men vil hun være loyal overfor moderlandet, der har mishandlet hende, eller kan amerikanerne få hende over på deres side?

Svaret involverer selvfølgelig en masse spionering og en hel del lir. Spion-lir, er det måske.

Men Red Sparrow betragter ikke sig selv som en filmatiseret knaldroman. Den tager sig selv brændende alvorligt. Det er for det meste til filmens kredit.

Red Sparrows helt store fordel er klart de to hovedrolleindehavere.

Jennifer Lawrence er fremragende i hovedrollen. På papiret er Dominika en måske endnu mere lummer udgave af La Femme Nikita. Men Lawrence forvandler hende til en stærk kvinde, der gør hvad hun er tvunget til, i et miljø hvor hun næsten ingen magt har.

Hun er konstant omgivet af enten kommanderende eller savlende mænd, og udsættes for en række overraskende dystre overgreb, der gør det endnu mere tilfredsstillende, når hun får skovlen under både modstandere og overordnede.

Red Sparrow anmeldelse
Copyright Fox

Overfor hende er en veloplagt Joel Edgerton som CIA-agenten med det oplagte heltenavn Nate Nash. Han danser den gode gamle spion-vals med Lawrences Dominika.

Hvilken side er hun egentlig på? Bliver de to mon forelskede, eller er det spil for galleriet?

Den dans har vi set et utal af gange på film, men det er der en grund til. Når det fungerer, er det virkelig sjovt at gætte på filmpersoners loyalitet.

Det gør det i Red Sparrow.

Lawrence og Edgerton er ret genialt castet mod type som spioner. Netop fordi de begge på film har en meget rå og naturligt troværdig udstråling.

De løfter det ellers ellers lidt pjattede materiale til et niveau, så jeg til min store overraskelse blev helt rørt over sexspionen hen mod slutningen.

Red Sparrow anmeldelse
Copyright Fox

Instruktør Francis Lawrence holder også godt fast i tøjlerne.

Den visuelle side af Red Sparrow er så gennemført kold-krigs-gråtonet, at der gik lidt tid før jeg indså at filmen ikke foregik i 1970erne eller 80erne.

Til gengæld har Red Sparrow samme problem som de fleste af instruktørens film: Den svulmer for meget op.

Den sidste tredjedel kunne med held være strammet lidt, og luften siver desværre langsomt ud af suspense-ballonen.

Heldigvis ender det hele med en tilfredsstillende snedig slutning, der – næsten – gør alle de overgreb Dominika må igennem i starten af filmen det hele værd.

I en James Bond film ville Dominika, have været en af de sorte enker, der lokker Bond med i seng, inden han selvfølgelig afslører dem. Det vender Red Sparrow ret forfriskende på hovedet ved at placere synspunktet solidt hos Dominika.

Det er stærkt underholdende.

Også selvom Red Sparrow måske havde været endnu mere underholdende, hvis den var gået fuld knaldroman, eller hvis den havde haft lidt mere forbindelse til virkeligheden.

Red Sparrow leverer old-school spion-lir for alle rublerne. Jennifer Lawrence er fremragende i hovedrollen, og spændingen er høj. Red Sparrow er et godt stykke af vejen et originalt twist på spiongenren – også selvom den lidt tynde knaldromans-agtige fortælling ikke helt kan bære den lange spilletid.

4 af 6 stjerner anmeldelse

Facebook kommentarer