Pleasure anmeldelse: Benhårdt besøg i pornoindustrien

Pleasure anmeldelse: Menneskene bag pornoen

Med sin debutspillefilm Pleasure har instruktør Ninja Thyberg lært mig mindst to ting.

Den første er, at min datter skal prise sig lykkelig over, at jeg ikke vidste, at Ninja var et navn, da hun blev født.

Den anden er, at Thyberg har en ekstraordinær evne til at skabe næsten dokumentariske miljøbeskrivelser i en fiktiv sammenhæng.

For historien om 19-årige svenske Linnéa der flytter til Los Angeles med ambitioner om at blive pornostjerne er fiktion.

Men indblikket i pornoindustrien føles 100% ægte.

Om det er de ofte ydmygende kropslige detaljer under selve pornooptagelserne, eller samtalerne mellem personerne både foran og bag kameraet, så føles Pleasure altid som et overbevisende indblik i en tabubelagt branche.

Filmen føles som fortalt indefra i stedet for et uforstående blik ind udefra. Samtalerne føles improviseret frem, og mange af rollerne er besat af virkelige pornoskuespillere, agenter og producenter.

Resultatet er et benhårdt blik ind i en branche, der tilsyneladende lever af at sluge menneskelighed.

Uden alt for mange ord får Thyberg vist en branche, der både lever af at sætte kvinder på piedestal, men som også tingsliggør dem i uhyggelig grad.

Gamle mænd med hængerøv i cowboybukserne er kongerne over hære af unge iscenesatte kvinder, der på overfladen har frit valg, men i realiteten langsomt skal nedbryde deres egne grænser for at blive i rampelyset.

Men Pleasure er heldigvis langt hen af vejen fri for dom over sin hovedperson.

På et tidspunkt bliver Linnéa spurgt, hvorfor hun vil være pornorstjerne og alvorsfuldt svarer hun, at hendes far misbrugte hende som barn.

Men det passer bare ikke. Linnéas motivation er mere uudgrundelig.

Sofia Kappel leverer en vild præstation. Hun er en hård ung kvinde der uden problemer iscenesætter sig selv på instagram med et ansigt fuld af sæd og #fuckjanteloven, men som også til tider føles som et får fanget i en verden af ulve.

Det er både en kompleks karakter og en fuldstændig frygtløs præstation, der i filmens mest ubehagelige scene fik mig til at frygte for selve skuespillerens ve og vel.

Imens viser Pleasure effektivt, hvordan grænserne mellem det private og det professionelle er papirtynde i en industri stort set alle har berøring med, men som kun få taler om.

Det er fremragende og ofte vildt uhyggeligt.

Mere problematisk bliver det, når det fantastiske fluen-på-væggen blik ind i industrien invaderes af dramaturgi.

Troværdigheden sættes på prøve, når Linnea får en rundtur i pornoens hierarki som kun de færreste pornoskuespillere kommer igennem.

Og nuancerne bliver mere entydige som filmen når sin afslutning, og forråelsen af Linnéas menneskelighed for alvor skal bankes igennem.

Så fungerer Pleasure bedre som et benhårdt blik ind i et miljø befolket af komplekse mennesker og store problemer.

En verden hvor mennesker alt for hurtigt bliver til varer.

Pleasure er et benhårdt og troværdigt blik ind i en barsk og kvindeudnyttende industri med en frygtløs præstation i centrum.

4 af 6 stjerner anmeldelse