Mesterdetektiven Sherlock Gnomes anmeldelse: Undgå gnomer i biffen

0
710
Mesterdetektiven Sherlock Gnomes anmeldelse
Foto: SF Studios

Mesterdetektiven Sherlock Gnomes anmeldelse: Hvem er du?

Jeg er virkelig oprigtigt interesseret i, hvem der læser en anmeldelse af Mesterdetektiven Sherlock Gnomes.

Måske er du fast læser. I så fald, hej til dig. Jeg er meget taknemmelig for din eksistens.

Jeg skal nok gøre mit bedste for at denne anmeldelse er underholdende, med masser af akavede indsættelser af ordet ‘gnom’ i andre ord.

Det skal nok blive ur…gnomisk?

Undskyld.

Mit håb er, at der måske også er et par forældre, der læser med.  Forældre der overvejer, om det bliver en lidelse at tage børnene med ind til Mesterdetektiven Sherlock Gnomes.

Jer vil jeg gerne spare for en masse smerte, og for at læse resten af denne unødvendige anmeldelse:

Ja, det bliver en lidelse. Se noget andet. I har bedre ting at bruge jeres penge på.

Vær lidt…øko…gnom…iske.

Har du brug for mere?

Mesterdetektiven Sherlock Gnomes er indbegrebet af en animationsfilm, der er lavet udelukkende for at skrabe penge ind fra uanende biografgængere.

Mesterdetektiven Sherlock Gnomes anmeldelse
Foto: SF Studios

Der er ikke et sekund af Mesterdetektiven Sherlock Gnomes, hvor jeg fornemmede den mindste kærlighed fra filmskaberne til deres materiale. Ikke et øjeblik af historien, der ikke virker som om den er udarbejdet ved hjælp af en algoritme.

Julie og..ja, Gnomeo, er tilbage fra forgængeren af uvisse årsager, selvom filmen øjensynligt handler om nykommeren Sherlock Gnomes og assistenten Watson. En eller anden form for rød tråd skal der vel være.

Figurerne er mudret sammen i et anonymt plot, der er undskyldning for en flok fesne animerede actionsekvenser og forsøg på humor.

Der er bare desværre ikke noget sjovt ved dette univers af havenisser. Også selvom en af dem sidder på toilettet, og en anden har en ‘mankini’ på.

Animationen er vel anstændig. Den kunne være værre. Det er nok det bedste, jeg kan sige. Tredje film i serien kan altså stadig blive dårligere.

Mesterdetektiven Sherlock Gnomes anmeldelse
Foto: SF Studios

Hvis du ikke skal have børn med i biffen, eller er trofast læser. Hvem er du så? Hvad vil du vide om Mesterdetektiven Sherlock Gnomes?

Er du bare nysgerrig filmnørd?

Så gå ind og se Infinity War igen. Den er enormt, æh, e-gnomt meget bedre.

Er du interesseret i danske synkroniseringer? Så kan jeg fortælle dig, hvad du allerede ved.

Selvom Johnny Depp er ved at have ramt bunden, så er Lasse Rimmer ikke en optimal erstatning i rollen som verdens største detektiv.

Er du her stadig? Du må have en enorm tål…gnom…ighed.

Mesterdetektiven Sherlock Gnomes anmeldelse
Foto: SF Studios

Måske er du Elton John fan?

Dig har jeg ikke noget at sige til.

Som dig, har jeg heller ikke den fjerneste ide om, hvorfor en række af den aldrende musikers hits er med på soundtracket og vævet fuldstændig bizart ind i baggrundsmusikken.

Men nu har jeg da i det mindste hørt en symfonisk udgave af Rocket Man, mens jeg så en havenisse hoppe ned fra et arbejdsbord.

Det tæller vel også for noget.

Ok, hvis du er nået hertil. Til slutningen af en anmeldelse af Sherlock Gnomes. Så ved jeg virkelig ikke, hvem du er.

Jeg ved bare, at du bør holde dig langt væk fra at se filmen.

Der findes næsten kun bedre bud på familie-anima..gnom.

Mesterdetektiven Sherlock Gnomes er et kynisk forsøg på familieunderholdning direkte fra samlebåndet. Den jævne animation er ikke nok til at redde en ulideligt forudsigelig historie, obligatorisk dårlige actionscener og tåkrummende forsøg på humor.

2 af 6 stjerner anmeldelse
2 af 6 stjerner