Lucky anmeldelse: Heldige asen
Hvornår er man heldig?
De fleste kan nok blive enige om, at hvis man når til at fejre sin 90 års fødselsdag, så er man heldig.
Af samme grund er det meget passende, at Lucky hedder det, han gør.
Lucky er en 90-årig veteran fra flåden, der lever et liv styret af helt faste vaner i en mikro-lille navnløs prærieby.
Han er byen præmie-excentriker – også selvom der er en del af dem – der kan findes hos den lokale købmand, når han køber den daglige sødmælk, eller om aftenen på byens bar med en ‘bloody maria’ i hånden.
Helst med sin slidte cowboyhat på hovedet.
Nåh ja, og så er han spillet af Harry Dean Stanton – mere behøver du vel egentlig ikke at vide.
Stanton leverer – for sidste gang – en af sine søde gnavpot-figurer i rollen som Lucky.
På trods af daglige cigaretter, og de førnævnte drinks, så har Lucky et upåklageligt helbred. Men en dag kollapser han alligevel – tilsyneladende uden grund.
Lægen giver Lucky den besked, at der ikke er noget galt med ham – altså lige ud over at han er 90 – og pludselig indser Lucky, at heller ikke han er immun over for døden.
Det sætter tanker igang hos den noget isolerede Lucky, der som svoren ateist ikke har noget at læne sig op ad i mødet med livets endeligt.
Han er nødt til at finde mening et andet sted.
Og det prøver han så. Gnavent og humoristisk.
Som kun Harry Dean Stanton ville kunne gøre det.
Lucky folder sig ud som en stor hyldest til kongen af karakterskuespillere.
Når Lucky vandrer rundt i den støvede lille sydstatsby, eller vander en kaktus på prærien, så er det helt umuligt ikke at tænke på Stanton entre i glansrollen fra Paris, Texas.
Den gang vandrede han ind i filmen over den texanske ørken, og med Lucky får han lov til at vandre samme vej ud igen.
Stanton døde desværre 2 uger inden premiere på Lucky. I den modne alder af 91.
Det er en temmelig god livslængde, men det er alligevel vemodigt at sige farvel til den fantastiske skuespiller.
På mange måder føles Lucky som en indkapsling af Dean Stantons essens. Det er nemlig ikke kun Paris, Texas, der nikkes til.
Luckys bedste ven spilles nemlig af ingen ringere end Stantons faste samarbejdspartner David Lynch, som endnu en hatteklædt aldrende excentriker.
Hans skildpadde er stukket af, og gennem filmen må han acceptere at den er forsvundet, præcis som Lucky må acceptere at livet får en ende – også selvom man er nået til 90.
Resten af filmen er besat med en perlerække af andre karakterskuespillere.
Ed Begley Jr. er Luckys pragmatiske læge. Tom Skerritt kigger forbi som en rørende krigsveteran – også selvom Skerritt er lige ung nok til den rolle. Barry Shabaka Henley er ejeren af den lokale inn, der altid hilser Lucky med et ironisk “Du er ingenting!”.
Det er ikke så mærkeligt at filmen føles som en omgang hvem-er-hvem af gode skuespillere, for det er nemlig også en skidegod en af slagsen der har instrueret Lucky: John Carrol Lynch.
Af samme grund føles Lucky som en gave fra en karakterskuespiller fra en anden, men den er også en forbavsende selvsikker filmdebut i sin egen ret.
Lucky føles lidt som David Lynch i hyggehjørnet – som i The Straight Story – tilsat et skvæt af Jim Jarmuschs skæve poesi.
Det er den type film, hvor døden kan drøftes over en sort kop kaffe på den lokale diner, uden det hele bliver alt for dramatisk.
Det betyder til gengæld ikke, at det ikke bliver rørende.
Da Lucky når sin slutning – og det er tid til at sige farvel til både Harry Dean Stanton og Lucky – er det unægteligt bevægende.
Pointen er klar.
Der er kun en måde at tackle døden på.
Smil den lige op i ansigtet.
Måske er det virkeligheden os, der har været heldige.
Heldige at have Harry Dean Stanton, så længe som vi havde.
Harry Dean Stanton er væk, men vi vil heldigvis altid have Lucky. Lucky er både humoristisk, bevægende, beskeden og den bedste svanesang jeg kunne ønske mig til en af filmhistoriens helt store skikkelser.
