Loving Highsmith anmeldelse: Kærlighedslivet mellem linjerne
Jeg har aldrig læst en eneste linje fra forfatter Patricia Highsmiths bøger.
Alligevel føler jeg, at jeg kender lidt til hende, for Highsmiths bøger må høre til de procentvis mest filmatiserede nogensinde.
Og med både Strangers on a Train, Carol og The Talented Mr. Ripley under mit filmbælte, er Highsmith alligevel ikke helt ukendt for mig.
Alligevel er jeg nok ikke den mest kvalificerede til at anmelde Loving Highsmith.
Instruktør Eva Vitijas sigte er ikke så meget at introducere Highsmiths liv og værker til nybegyndere som mig, som det er at ændre hendes i forvejen noget tunge omdømme.
For Highsmith er ikke en uproblematisk person.
Som både alkoholiker, racist og gennemført antisemit, kan Highsmith godt være svær at holde af.
Det forsøger Loving Highsmith at lave om på med et kig ned i Patricia Highsmiths private dagbøger.
Og filmen får da også tegnet et billede af en både stor kunstner og et fascinerende menneske.
Vitija viser sig særligt at være interesseret i Highsmiths kærlighedsliv, som selvsagt et tæt forbundet til et hårdt liv som homoseksuel i en tid, hvor det — heller ikke — var specielt nemt at være det.
Gwendoline Christie er et stærkt valg til at levere stemme til uddrag fra dagbøgerne, som ofte er så stærkt formuleret, at man skulle tro, Highsmith havde lavet dem til udgivelse.
Ordene bliver aldrig kedelige.
Og Loving Highsmith får da også tegnet et billede af en følsom ofte misforstået person, mens de mest berømte filmatiseringer af Highsmiths værker også får en plads.
Det er konstant underholdende, for forfatteren var en ualmindeligt facetteret og velformuleret person.
Alligevel kunne jeg godt have ønsket mig, at filmen handlede mere om Highsmiths kunst end hendes kærlighedsliv.
Filmen fremhæver selv, hvor privat Highsmith var med sine dagbøger, og hvor meget hun hadede interviews, mens den lystigt graver ned i hendes kærlighedsliv og seksualitet helt uden selvrefleksion.
Portrættet af Highsmith ender også med at være noget overfladisk og selektivt. De mere ubehagelige sider af forfatterens personlighed forbigås hurtigt, mens de følsomme fremhæves.
Det er et valg, men jeg er ikke sikker på, at det er det rigtige.
Det samme gælder for en noget overdreven brug af rodeooptagelser som kluntet metaforiske dækbilleder til Highsmiths ord.
Så fungerer Loving Highsmith langt bedre, når den lader forfatteren tale selv i gamle interviews, eller lader hendes dagbøger supplere forståelsen af værkerne.
Det sker bare for sjældent til, at Loving Highsmith kan kaldes det definitive værk om forfatteren.
Jeg har desværre ikke fået markant mere lyst til at læse hendes bøger.
Loving Highsmith er et velmenende, men kluntet, kig på de blidere sider af en ofte hård forfatter.
