Krummerne – Det er svært at være 11 år anmeldelse: Det er svært at lave Krummerne efter 30 år
Så er der nostalgifest!
Det er 30 år siden Krummerne hærgede landet med sin kombination af folkekomedie, hitsang, børnefilm og Alene Hjemme-løjer.
Og nu kommer så Krummerne – Det er svært at være 11 år for at fejre jubilæet med et moderne throwback til den — i hvert fald engang — folkekære familiefilm.
Det prøver filmens trailer og pressemateriale i hvert fald at fortælle os med generøs brug af Det er svært at være 11 år og gamle kendinge som den arrige underbo Fru Olsen og den elskede vicevært Svendsen.
I realiteten handler det nok mere om, at børn af den oprindelige Krummerne — som jeg er i den unge ende af — nu selv er købedygtige forældre.
Og så måske et håb om at de fleste glemmer, at der egentlig har været fem Krummefilm og en julekalender, som aldrig rigtigt satte sig fast i dansk popkultur, som den første film gjorde det.
Den færdige film er i hvert fald ikke specielt interesseret i at fejre Krummerne-arven, hvad end den så reelt består af.
I stedet bruger instruktør Michael Asmussen og manuskriptforfatterne Søren Frellesen og Thorvald Lervad (som er producent Regner Grasten) den oprindelige film som en vag tjekliste.
Genkendeligt familieliv: tjek. Sur underbo: tjek. Et par fjollede forbrydere: tjek.
De glemmer bare at lave forbindelser mellem punkterne.
Som en uudfyldt prikbog kaster den nye Krummerne sig fra en historie om skærmfri uge i familien til problemer med Fru Olsen, til Krummefars Sankt Hans planer, over Krummes gamle mobiltelefon før det hele droppes til fordel for en halvhjertet jagt på en diamant (?!).
Og så har jeg slet ikke nævnt Krummes ven Tom, som Krumme mødes med i en noget usandsynlig hule og som forsvinder ud af filmen i størstedelen af filmens spilletid.
Måske forsvinder han samme sted hen som den sporadiske voice over, der i stedet for at afsløre karakterdetaljer om familien Krumborg, mest bare er til stede fordi, det var den jo i den oprindelige film.
Det får Krummerne – Det er svært at være 11 år til at føles som et puslespil kun bestående af hjørnebrikker.
Skuespillerne gør deres bedste, og mest liv er der i filmen, når familien samles om spisebordet og de sølle rester af Thøger Birkelands dagligdagsorienterede bogforlæg og karakterernes charme viser sig.
Men replikkerne bliver umiskendeligt leveret som blev de læst op, og man skal kun kaste et enkelt blik på den oprindelige films trailer, før man ser, at den nye udgave er langt mere flad i sit filmsprog.
Løjerne føles mest som en halvfærdig TV-serie, og der ville det sært episodiske plot måske også give mere mening.
Finalen, hvor karaktererne løber hovedløst rundt på et skib, er så rodet og langtrukken — som om filmen kæmper sig vej op i spillefilmslængde — at min opmærksomhed blev fuldstændig tabt.
Og jeg er ikke sikker på, at nostalgien er stærk nok til at Fru Olsens lysekrone og Det er svært at være 11 år under rulleteksterne kan gør Krummerne – Det er svært at være 11 år til nogens nye yndlingsfilm uanset alder.
Jeg behøver i hvert fald ikke se en ny Krummerne resten af mit liv.
Krummerne – Det er svært at være 11 år får aldrig forklaret, hvorfor en ny film om familien Krumborg overhovedet er nødvendig.
