Paranoia anmeldelse: Motorcross og karate
Paranoia er sådan en film, jeg har lyst til at holde mere af, end jeg egentlig gør.
For jeg indrømmer gerne, at jeg har en lille plads i mit hjerte reserveret til danske genrefilm.
For genrer som gys og action har historisk set ikke ligefrem været i overflod i dansk film. Så når det sker, at danske filmskaberer kaster sig ud i genrelegen, så er jeg altid positivt indstillet.
Og Paranoia er noget så sjældent i dansk sammenhæng som en kombineret ungdomsfilm/gyser. Dem har vi haft nogle stykker af, der på trods af deres åbenlyse mangler ofte har en nostalgisk plads hos de generationer, de er lavet til.
Her tænker jeg ikke så meget på reelt kunstnerisk vellykkede ungdomsgys som Når dyrene drømmer og Natten har øjne.
Nej, Paranoia er mere i tråd med film som Karlsvognen, Farligt venskab, Sidste time, Mørkeleg, Midsommer og Kollegiet, der måske ikke kan kaldes traditionelt gode, men som nostalgi-elskes af mange måske netop på grund af deres blanding af høje ambitioner og mere eller mindre kluntede tilgang til både ungdomsfilmen og gyset*.*
For i lange perioder føles Paranoia næsten som skræddersyet til at blive endnu et kultdyrket dansk gys.
Det vækker varme følelser hos mig, når Paranoia i ramme alvor præsenterer skolens bad boy Mads – som SELVFØLGELIG kaldes psyko-Mads – ved at forklare, at han har været indlagt på ‘den lukkede’ og derudover også har en motorcrosser og i øvrigt går til karate!
For mange, vil der nok være kort vej fra den beskrivelse til ufrivillig komik, og det er unægteligt i det grænseland, at Paranoia er placeret.
Filmens hovedperson Lulu begynder efter en hård nat i byen at se en mystisk pige, som ingen andre kan se.
Altså lige ud over psyko-Mads, der mener at kunne se de døde.
Og psyko-Mads’ motorcrosser begynder de to helte så at optrevle et mysterie, der fører dem i retning af den danske psykiatris historiske brug af det hvide snit, og selvfølgelig en særligt grum læge, der måske stadig spøger.
Men, er det mon virkelige spøgelser de to kan skimte, eller har de i virkeligheden fundet et fællesskab omkring psykisk sygdom?
Det emne gør Paranoia…ikke så meget ved. I stedet stikker filmen lidt for ofte foden i det gyser-mudderhul, der kæder virkelige psykiske lidelser sammen med overnaturlige hændelser uden reel finfølelse for den ægte vare.
Filmens tilgang til virkelighedens psykiske lidelser er mere som det hvide snit foretaget med machete i stedet for skalpel.
Om det er til at se igennem fingre med er nok individuelt, men jeg havde svært ved at stå for filmens lidt blåøjede tilgang til sine egne emner.
Og der er en charme i Zoe Bryan Hertz og August Isaac Carters præstationer i hovedrollerne, som sælger den ellers noget kluntet skrevne romance mellem de to.
Det samme gælder for filmens gys, der mere er fra HØJE LYDE-skolen af gys end den mere gennemtænkte slags.
Paranoia er med andre ord ikke entydigt vellykket, men det giver den alligevel en fin plads blandt sine andre danske klassekammerater i genren og en plads i mit hjerte.
En lille en måske, men alligevel en plads.
Paranoia er lige så sød som den er kluntet i sin blanding af ungdomsromance og spøgelsesgys.
