King Richard anmeldelse: Sandpapirs mange kvaliteter

Din værdsættelse af King Richard afhænger af din holdning til sandpapir.

For der er brugt rigelige mængder sandpapir i instruktør Reinaldo Marcus Greens udgave af historien om tennisspillerne Venus og Serena Williams og ikke mindst deres far Richard Williams.

I King Richard er Richard Williams nemlig noget nær verdens bedste far. En excentrisk men dybt inspirerende forælder og tennistræner for sine døtre. En mand der aldrig vil svigte sine børn og som driver dem til at excellere, så de kan komme væk fra deres benhårde liv i Compton.

Og så vækkes han til live af Will Smith med en fremragende præstation.

Smith lykkes med at krydse sin naturlige charme og sine evner som mere alvorlig skuespiller i en fremragende præstation, der sammen med et solidt manuskript skaber en varm og uimodståelig karakter.

Filmens udgave af Richard Williams er en præmiefar, der både gør sine døtre til to af verdens bedste tennisspillere, men også lærer dem at være ydmyge, lader dem fokusere på andet end tennis og giver dem tid til at være børn.

Og instruktør Reinaldo Marcus Green gør det til lidt en fryd at være vidne til.

Alle præstationerne omkring Smith er varme og overbevisende, humoren fungerer og filmen forstår at udnytte underdog-sportsfilmens genretræk med tilfredsstillende resultat.

Man tror på Williams-familien som en virkelig familie, og det bliver aldrig trættende, at se den ene rige, hvide og arrige tennis-pige efter den anden falde for Serena og Venus’ tennisevner.

Og det er en fornøjelse

Men så er der lige det der med sandpapiret.

For virkelighedens Richard Williams er mildest talt blevet poleret helt rund og blød.

Når filmens karakterer kalder ham en charlatan, eller mor-Williams i en enkelt scene konfronterer ham med en række børn udenfor ægteskabet og årevis af utroskab, er det svært at tro på.

For Smiths udgave af Williams er noget nær den perfekte far.

Virkelighedens Williams var nok mere dækket af sandpapir selv.

Serie-utro, pengeglad og typen der motiverer sine døtre med skilte påskrevet ‘når du fejler, fejler du alene’.

En enkelt google-søgning afslører at Williams var en noget mere sammensat karakter, end den vi møder i King Richard.

Men det havde selvfølgelig nok sat lidt en dæmper på feel-good følelsen, hvis de facetter var kommet med.

Men det havde jo nok også bibragt King Richard en kompleksitet, der netop kunne have gjort den til mere end en fornøjelig tur i Rocky-sporet.

Men King Richard er altså fornøjelig, også hvis man som jeg, ikke engang forstår pointgivningen i tennis.

Det er næsten værd at se den, kun for Jon Bernthal spille mod sin sædvanlige type som kæmpe-overskægget og pastelfarvet tennistræner.

Og som enhver god Rocky-efterligning, efterlader slutningen ikke et øje tørt.

Så gør det måske ikke så meget, at virkeligheden har fået en ordentlig omgang sandpapir.

Will Smith er fremragende i hovedrollen i denne feel good fortælling om to af verdens største sportstalenter.