Just Getting Started anmeldelse: Jones og Freeman i frigear

0
794
Just Getting Started anmeldelse
Foto: UIP

Just Getting Started anmeldelse: Kunsten at sige noget positivt

Jeg vil så gerne sige noget positivt om Just Getting Started, og jeg har altså virkelig prøvet.

Jeg vil nemlig så gerne se flere film med ældre skuespillere og flere historier om ældre mennesker.

Trekløveret i Just Getting Started – Rene Russo, Tommy Lee Jones og Morgan Freeman – er henholdsvis 64, 71 og 80, så de må siges at være i den ældre ende af, hvad Hollywood kan tilbyde.

Det er da bare så fint, at de sammen kan få lov til at bære en rigtig fjolle-komedie.

I teorien i hvert fald.

I praksis er Just Getting Started uden nogen form for værdi overhovedet.

Jeg lover ellers, at jeg virkelig prøvede.

Jeg ventede tålmodigt på, at den absurd rodede historie om et luksuriøst alderdomshjem i Palm Springs, Villa Capri, skulle få mig til at grine.

Som historien skred frem sænkede jeg min standard. Ok, grin ville det nok ikke blive, men måske bare et smil?

Jeg prøvede at overbevise mig selv om at Morgan Freeman – i rollen som svindleren og indehaveren af Villa Capri, Duke – der danser limbo vel egentlig burde være meget sjovt.

Eller måske en slange i en golftaske? Det er da meget skægt?

Men nej, det var ikke skægt.

Just Getting Started anmeldelse
Foto: UIP

Just Getting Started er en skal af komplet inkompetente scener, kædet sammen af et ulideligt dumt manuskript – der både er lidt forvekslingskomedie, lidt trekantsdrama og lidt julefilm (?!) – med tre elskede skuespillere i midten.

Den er absurd sløset instrueret, med et bizart stille lydmix og en klipning så sløv at hver eneste scene føles som et marathon med en meget lille vandflaske.

Mod slutningen fik jeg næsten decideret ondt af koryfæerne Jones og Freeman, da de tvinges igennem et par greenscreen biljagter, der ville passe fint ind i en af de dårligere Min Søsters Børn-film.

Men jeg har ikke ondt af dem. De har garanteret fået penge for lortet. Det kan man ikke sige om de biografgængere, der ender foran Just Getting Started.

Just Getting Started anmeldelse
Foto: UIP

Instruktør Ron Shelton har ikke instrueret en biograffilm i 15 år, og hvis Just Getting Started er et tegn på hans nuværende evner, så bør han nok aldrig instruere igen.

Jeg er virkelig ked af det.

Jeg prøvede altså at finde noget godt at sige om Just Getting Started.

Men jeg kunne ikke.

Undskyld.

Just Getting Started hører nok til blandt de dårligste komedier nogensinde, men det er på ingen måde grund nok til at udsætte sig selv for den. For Morgan Freeman, Tommy Lee Jones og Rene Russo er den pinlig, for os andre er den bare spild af tid.

1 stjerne