Hvor kragerne vender anmeldelse: Autofiktion i virkeligheden

Autofiktion kaldte de kloge mennesker det, da jeg havde dansk som tilvalg på universitet.

Fænomenet hvor en forfatters egen forhistorie smelter sammen med fiktionen, så det kan være svært at kende forskel.

Siden år 2000 – og især i 2010’erne – er autofiktion skyllet ind over det danske bogmarked. Gerne fortællinger fra udkantsdanmark, hvor forfatterne nu skal fortælle, hvor hårdt deres barndomsliv var helt derude i provinsen.

Det er en genre, der altid gør sig godt i interviews. Det er indbygget fascinerende, at høre en person kritisere deres ophav, og se hvor langt de nu selv har flyttet sig fra det.

Litteratur med et indbygget element af sladder.

Men det er selvfølgelig også ofte noget ensidigt. Kan det virkelig passe, at en forfatters barndomsby er et helvede, som man bare ikke kan komme hurtigt nok væk fra?

Eller er sandheden lidt mere kompliceret?

Den præmis – at sandheden om ens ophav er lidt mere kompliceret – bruger Hvor kragerne vender til at skabe en overraskende rørende dramakomedie.

For i modsætning til størstedelen af danske komedier, så arbejder Hvor kragerne vender i nuancerne.

Og det er fantastisk forfriskende.

Rosalinde Mynster spiller den unge forfatter Irina – eller Laura som hun hed engang. Det kalder familien på landet hende selvfølgelig stadig.

Laura er slået igennem – i hvert fald nok til at blive interviewet af Knud Romer i fjernsynet – med sin egen omgang autofiktion, der enten udleverer hendes familie og opvækst på landet, eller afslører den barske sandhed – alt efter perspektiv.

Mynster spiller rollen helt perfekt. Allerede i filmens åbningsscener på turen hjem til broderens bryllup, gør hun det tydeligt, at hjemturen hviler tungt på hende

Og med kort hår, navneskift og ultrahip storbykunstner-stil er hun da også åbenlyst outsideren i det landlige samfund.

Og da det så viser sig, at Lauras bror skal giftes med Lauras gamle mobber fra folkeskolen, så er præmissen ligesom lagt for en familiefest, der ikke går helt glat.

Det gør til gengæld filmen som helhed.

For Hvor kragerne vender er både den sjoveste danske komedie siden Den tid på året, men også en oprigtigt rørende familiefortælling.

Og den lykkes med begge ting, ved at lege med nuancer og fordomme.

For kan det mon passe, at Laura både har hårde oplevelser i bagagen, og samtidig ikke har det mest nuancerede billede af sin barndom.

Og er både mobbere og uperfekt familie i virkeligheden også bare mennesker med egne sorger og fejl?

De spørgsmål finder instruktør Lisa Jespersen og medforfatter Sara Isabella Jønsson nuancerede menneskelige svar på.

Og imens bobler både komikken og menneskeligheden ud af de velskrevne karakterer.

Kun enkelte gange vakler tonen. 

Køer der lytter til Pop FM og arrogante storbykunstnere, der bliver impotente af klimaangst trækker filmen over til det karikerede.

Hvor kragerne vender er bedst, når både humoren og følelserne kommer fra et for karaktererne ægte sted.

Og det gør den heldigvis for det meste. Hjulpet godt på vej af stærke præstationer i alle roller.

At Bodil Jørgensen og Jens Jørn Spottag er solide som forældrene er ingen overraskelse, men det er især birollerne, der løber med opmærksomheden.

Det gælder Adam Ild Rohweder som broren Jannik, der løber med flere af filmens største grin, Jesper Groth som Lauras gamle flamme og Anne Sofie Wanstrup som Lauras gamle mobber, som Jannik nu skal giftes med.

På den måde er Hvor kragerne vender også en opvisning af nye kræfter i dansk film. Både foran og bag kameraet.

Hvis de fortsætter i samme retning, så glæder jeg mig allerede.

Hvor kragerne vender er både blandt de bedste danske komedier længe og en oprigtigt rørende fortælling om at vende hjem.