Honey Boy anmeldelse: En rigtig lort

Det burde egentlig ikke fungere.

Alt ved Honey Boy skriger, at det er et projekt med rod i forfængelighed.

Min generations største wildcard af en skuespiller og performancekunstner Shia LaBeouf har skrevet en film om sig selv og forholdet til hans egen far.

Han skrev den som en del af terapien i en intens omgang rehabilitering.

En af LaBeoufs venner, Alma Har’el, har fået opgaven som instruktør efter kun at have lavet kortfilm og dokumentarer.

Og så spiller LaBeouf fandeme også sin egen far i filmen.

Det burde være endt i en tåkrummende omgang Hollywood-navlepilleri og selvmedlidenhed.

Men det er endt som en varm og hjerteskærende film om en dysfunktionel barndom.

I virkeligheden hedder LaBeoufs far Jeffrey Craig LaBeouf, men i filmen har han fået navnet James Lort.

Men det er svært at være i tvivl om, at Honey Boy handler om den virkelige Shia LaBeouf og hans virkelige far.

Og selvom det fiktive navn ikke klinger så heldigt på dansk, så er det egentlig meget passende.

For som spillet og skrevet af LaBeouf er hans far virkelig en lort.

En falleret rodeoklovn og ædru alkoholiker, hvis dårlige vitser er lige så aggressive som hans generelle væremåde.

Han bor med den unge Shia – eller Otis som filmens udgave hedder – på et nedslidt motel.

Her forklarer han hele tiden sin søn, hvor ubrugelig han er, nedgør størrelsen på hans kønsorganer og generelt kæmper en jalousi-kamp med en 12-årig, i stedet for at opføre sig som en far.

Det er med andre ord ikke så mærkeligt, at den voksne Otis får konstateret PTSD på et rehabiliteringscenter, som Otis tvinges på af retten, efter Hollywood-gulddrengen endelig har skejet ud en gang for meget.

Men det mest imponerende ved LaBeoufs rastløse præstation og hans indadvendte manuskript er faktisk, at han ikke dæmoniserer sin lortede far.

Godt nok er han en horribel far, men LaBeouf får også gjort ham til et helt menneske ved blandt andet at vise hans støtte i sønnens karriere og øjeblikke af pludselig varme.

Det er dybt bevægende.

Imens kæder instruktør Alma Har’el det hele sammen med stor empati og i samarbejde med fotograf Natasha Braier en legende visuel side, der kaster et let skær af magi over hele foretagendet.

Lucas Hedges er fremragende som den voksne Otis i kamp med fortidens traumer, men filmens hjerte er uden tvivl samspillet mellem Noah Jupe som den unge Otis og LaBeouf som den altdominerende far.

På den måde ender det dybt personlige ved Honey Boy ikke som navlepilleri, men som en ærlig og menneskeklog udforskning af barndommens traumer.

Og det er universelt.

Shia LaBeouf spiller røven ud af bukserne i den dybt personlige og dybt bevægende Honey Boy.

5 af 6 stjerner anmeldelse
Facebook kommentarer