Halloween Kills anmeldelse: Haddonfield på hævntogt

Jeg hørte om Halloween, den fra 1978, lang tid inden jeg så den.

Dengang hed den Maskernes Nat (genial dansk titel i øvrigt), og når min far genfortalte den for mig, handlede den, som jeg forstod det, om en morder, der satte sine ofre fast på vægge med knive.

Halloween var allerede mytisk før jeg så den.

Men da jeg endelig så den, som del af en VHS-boks med de tre første film, som jeg havde fået i julegave, skuffede den ikke.

Halloween er et mesterværk. En uudslettelig gyserklassiker, hvis stemning aldrig er blevet genskabt af dens bogstaveligt hundredvis af efterlignere og efterfølgere.

Men instruktør David Gordon Greens elendigt navngivne Halloween fra 2018 kom djævelsk tæt på.

Den forstod Halloween-ånden og var samtidig en både gammeldags og moderne slasher med sans for brutale mord.

Helt så god er efterfølgeren Halloween Kills ikke, men den forstår heldigvis stadig, hvad Halloween går ud på, som ingen andre af efterfølgerne til John Carpenters mestergyser har gjort det.

Michael Myers er stadig en ustoppelig inkarnation af hele verdens ondskab, når han lurer et sted ude i mørket i den lille by Haddonfield.

Mordene er både underholdende – langt mere end i originalen – og smertefulde, fordi manuskriptet giver sig tid til excentriske karaktertiseringer af Haddonfields indbyggere, før de får kniven.

Halloween Kills kæler for Myers fans. Introen tager historien tilbage til 1978, i en så overbevisende genskabelse af den oprindelige film, at man kunne tro det var slettede scener.

Filmen er spækket med glædelige gensyn og sans for detaljer fra den oprindelige film, hvis overraskelser ikke skal afsløres her.

Og soundtracket af John Carpenter + søn og gudsøn Cody Carpenter og Daniel Davies er en sand fornøjelse.

De nye Halloween-film ville ikke have samme slagkraft uden.

Men Halloween Kills fortaber sig også lidt i sine høje ambitioner og gode intentioner.

Historien spreder sig ud til en kollektiv fortælling om alle Haddonfields indbyggere. Det er en god ide, der byder på en stærk historie om kollektive traumer.

Men det mudrer også simpliciteten ved den første film, blandt en mindre hær af karakterer.

Og værst af alt sætter det Laurie Strode og hendes datter og barnebarn, som var blandt det bedste ved Halloween-2018, på sidelinjen.

Den synd er svær at tilgive.

Til gengæld er der nu lagt i ovnen til et endeligt showdown af de helt store i den planlagte tredje film i denne nye trilogi.

Og selvom Halloween Kills er lidt for mudret i sin fortælling, så er den stadig blandt de helt store slasher-fornøjelser.

Den forstår essensen af Halloween, og det er en fejring værd i sig selv.

Halloween Kills er brutal underholdning og et vellykket kærestebrev til en af de bedste gyserfilm nogensinde.