Frit fald anmeldelse: Trippeltydig
Instruktør Justine Triet har med Frit Fald lavet en film, hvor ordet tvetydig ikke helt rækker.
Nej, Frit Fald er som minimum trippeltydig, når den med stor selvsikkerhed lader sit publikum være detektiver i en kombineret mordgåde, retssalsdrama, kammerspil og dissekering af et forhold.
For fra filmens effektive åbningssekvens stiller Frit Fald hele tiden spørgsmål til sine egne begivenheder i en grad, så man som publikum stiller spørgsmålstegn ved hver eneste af filmens begivenheder.
Frit Fald følger forfatteren Sandra, efter hendes mand Samuel dør af et fald ud af vinduet på det hus, de begge bor i med deres fælles søn Daniel.
Imens følger publikum hver eneste lille detaljer for med strategiske udeladelser i fortællingen – vi ser aldrig faldet – er vi lige så meget i mørket omkring Samuels fald, som deltagerne i den retssag, der hurtigt indledes mod Sandra.
For faldt Samuel eller sprang han selv? Eller endnu værre – var det Sandra, der skubbede ham?
Filmens indledende minutter hviler som en mørk skygge over resten af filmen, når interaktionerne mellem familien bliver en slags Rorshach-test, hvor man i næsten lige dele kan skimte både grundene til at faldet åbenlyst var et mord — og et selvmord.
Frit Fald ruller støt og konstant sine afsløringer ud.
Fra tvetydige computermodeller og rekonstruktioner af Samuels fald, til overraskende detaljer om parrets forhold og deres individuelle personligheder.
Dybt intime øjeblikke og banale hverdagsdetaljer får pludselig helt ny betydning i retssagen, og inden længe har Frit Fald forvandlet sig mindst lige så meget — eller faktisk — til et præcist drama om menneskelige relationer som en thriller.
Sådan en kombination har jeg aldrig set helt på sammen måde, selvom Alice Diops fremragende og også mindst trippeltydige Saint Omer ville være en god søsterfilm til en dobbeltvisning.
Frit Fald har thrillerens fremdriftskraft, men den er ikke nær så interesseret i at finde reelle svar på sit centrale mysterie, som den er i at finde grunde til at karaktererne er dem, de er.
Det handler om hvorfor og hvordan mere end hvad og hvem.
Et “hvem” besvarer Frit Fald dog med øresønderdøvende tydelighed, og det er “Hvem hører til blandt verdens dygtigste nulevende skuespillere?”.
Svaret er Sandra Hüller, der sammen med sin præstation i The Zone of Interest er på et noget nær legendarisk skuespil-streak i 2023.
I Frit Fald er hun helt anderledes i en både rørende og ofte uudgrundelig rolle som navnesøsteren Sandra.
Gemt bag et røgslør af sprog — Sandra er tysker, der bor i Frankrig men insisterer på at tale engelsk — er komplekse motiver og følelser, som Hüller skiftevis leverer og skjuler for både retssalen og publikum.
Samtidig er hun decideret hjerteskærende i sine reaktioner, når sønnen Daniel også begynder at blive i tvivl, om mor mon slog far ihjel, og tager afstand.
Størstedelen af filmen hviler på Hüllers skuldre, og bærer vægten uden det mindste tegn på træthed.
Imens instruerer Justine Triet med tilbageholdende klarsyn.
Klassiske og usynligt filmsprog kombineres med pludselige og præcise kamerabevægelser og et detaljerigt lyddesign, så man som publikum træder direkte ind i den retssal som store dele af filmen kredser om.
Kun i enkelte øjeblikke mister Frit Fald grebet og udpensler temaer og ideer, som den ellers har så let et greb om.
Men det er ikke nok til at sænke en trippeltydig film, der både rykker sit publikum ud på kanten af sædet og rammer direkte i hjertet.
Frit Fald holder spændingen næsten ulideligt højt, når den lader sit publikum være både detektiver, advokater og psykologer i opklaringen af sine mysterier.
