Emily anmeldelse: De nye kostumefilm
Emily føles på mange måder moderne.
Filmen slutter sig let til den nye stime af kostumefilm, der finder mere end bare undertrykte lyster og heteroseksuel romantik under de sammensnørede korsetter og enorme hatte.
Det åbenlyse forbillede er selvfølgelig Portrait of a Lady on Fire, men Emily har også et slægtskab med Little Women og Lady Macbeth.
Og så er Emily på mange måder en imponerende debutfilm for instruktør og mauskriptforfatter Frances O’Connor, der har 30 års skuespilkarriere bag sig.
Hun har skabt en smuk film, der med sine betagende golde landskaber sat overfor kvindelige karakterer med et rigt indre liv, også æstetisk føles inspireret af Céline Sciammas højtelskede film.
Fotograf Nanu Segals billeder er imponerende, selvom Emily nok med fordel kunne have dyrket sit ofte meget intime filmsprog endnu stærkere.
For Emily er intim.
Filmen forsøger at komme helt tæt på sin hovedperson Emily Brontë, der i virkelighedens verden var en noget gådefuld og tilbagetrukken skikkelse.
Forfatteren har kun en enkelt komplet roman på CV’et. Den roman er så til gengæld den litterære klassiker Stormfulde højder.
I O’Connors fortolkning forvandles Brontë til en ubetinget moderne kvindeskikkelse. Hendes fantasiliv er rigt — måske på grænsen til psykisk sygdom — uden at Emily nogensinde stigmatiserer eller simplificerer en kompleks karakter.
Det skyldes ikke mindst hovedrollen Emma Mackey, der leverer en blændende skiftevis indestængt og flamboyant præstation.
Mackey stjal sidst billedet i Eiffel, og efter både Sex Education og nu Emily fortjener hun at tage samme vej til stjernerne som Florence Pugh tog efter Lady Macbeth.
Men mon ikke det sker, når hun til næste år dukker op i Greta Gerwigs Barbie.
Mackey er simpelthen filmen værd i sig selv.
Derudover fascinerer Emily især med sit portræt af Brontës unikke tilhørsforhold til sine søstre. Et søsterskab med sit eget interne sprog og en sprudlende fantasi, der for Brontë-søstrene næsten er vigtigere end virkeligheden.
Så bliver det straks mindre interessant, når Emily forsøger at lave en 1:1 sammenhæng mellem en enkelt begivenhed i Brontës liv og indholdet af Stormfulde højder.
Eller når den kaster sig ud i en romance, der er langt mere traditionel end hovedpersonen er det.
De moderne feministisk kostumedramaer har ikke brug for at lade sine hovedpersoner spejle i traditionelle manderoller, og dem har Emily desværre mindst to af.
Men de fejltrin er langt fra nok til at sænke en imponerende debutfilm, der både lover godt for sin hovedrolleindehaver og instruktør, men også i sig selv er et betagende friskt pust i en ellers historisk stillestående genre.
Emma Mackey fortsætter sin tur til stjernerne med en imponerende kompleks præstation, mens Emily elegant slutter sig til den nye bølge af feministiske kostumedramaer.
