Den skyldige anmeldelse: Suspense og virkelighed
Hold nu helt op, Den skyldige tog røven på mig.
Ikke så meget i sit overraskende plot – men bare rolig, det er virkelig overraskende – som i sin snedige blanding af Hollywood-spænding og følelsesmæssig tyngde.
For der er for alvor noget på spil i Den skyldige, også mere end man først skulle tro, når man hører den genialt enkle præmis.
Jakob Cedergren spiller betjenten Asger Holm, der meget mod sin vilje har fået en midlertidig tjans bag en af telefonerne på alarmcentralen.
Men da Asger modtager et opkald fra en kvinde, der er blevet kidnappet, udskiftes frustrationen med en målrettet indsats for at redde kvinden med telefonen som eneste hjælpemiddel.
Der er noget Hollywood ‘high-concept’ over den ide, der vækker minder om film som Phone Booth eller Panic Room. Thrillers der vrider mængder af spænding ud af en enkelt lokation.
Den Skyldige udnytter genialt den iboende fascination ved nødopkald – som alle der har set et afsnit af 9-1-1 nok kender til – til at skabe en uhyrligt stringent spændingsfilm.
Den skyldige forbryder sig aldrig mod sine egne regler. Den forlader aldrig Asger på alarmcentralen, og alligevel er det en af de mest nervepirrende film, jeg har set i år.
Jakob Cedergren er til stede i 99% af filmens billeder, og han løfter den intimiderende opgave imponerende godt.
Han hjælpes godt på vej af Jasper Spannings dystre visuelle udtryk og klipper Carla Luffe Heintzelmanns knivskarpe klipning. Sammen skaber de et fantastisk flow af konstant stigende suspense helt frem til filmens sidste minutter.
Men det er lyddesignet, der er noget helt specielt.
I en anden verden kunne Den skyldige have været et helt fantastisk hørespil, for filmen bruger lyd på en formidabel fantasi-stimulerende måde.
Hver eneste lyd i Asgers telefonopkald har afgørende betydning for plottets fremdrift – fra et par knirkende vinduesviskere til en lille piges gråd.
Som publikum spidser man øre og spænder alle muskler i kroppen. Jeg turde dårligt at blinke.
Resultatet er med andre ord en thriller Hollywood burde være misundelige på.
Men jeg håber ikke at instruktør Gustav Möller og manuskriptforfatter Emil Nygaard Albertsen ryger derover lige med det samme.
Det helt særlige ved Den skyldige er nemlig relationen til virkeligheden – som næppe ville bliver udfoldet lige så flot i Hollywood.
Den skyldige er nemlig ikke bare en spændingsrutschebane af en thriller.
Den er mindst lige så meget et karakterstudie af Cedergrens Asger, der ikke ligefrem er den typiske filmhelt.
Og som filmen skrider frem sniger sig et overraskende virkelighedsnært mørke ind i plottet, der gør den til mere end bare en vellavet genrefilm.
På den måde slutter Den skyldige sig til Underverden i den fantastiske spirende tendens i dansk film til at tage genrefilm alvorligt.
Og det kan jeg altså ikke få nok af.
Den skyldige hører blandt de bedste danske thrillere nogensinde. Det er ikke alene en sylespids spændingsfilm, der skubber sit publikum helt ud på sædekanten, den har også noget på hjerte.
