Dalva anmeldelse: Slet ikke voksen
Da titelkarakteren i Dalva introduceres i filmens kaotiske åbningsscene, er det nemt at tro, at hun er voksen.
Måske den perleøreringsbærende unge kvinde i cocktailkjole, der grædende skriger ‘Jacques! Jacques!’, mens politiet trækker hende ud af døren i hendes eget hjem, er den ene halvdel i et dysfunktionelt ægteskab?
Men sandheden gik hurtigt op for mig.
For bag de røde læber og tøj, der mest minder om det fineste skrud for en kvinde anno 1983, er Dalva slet, slet ikke voksen.
Faktisk er hun kun et barn — 12 år gammel — og Jacques er hendes far, der i årevis har misbrugt hende både psykisk og fysisk.
Men sådan ser Dalva det ikke.
Dalva forstår ikke, at hun med vold og magt er blevet fjernet sit hjem (endnu et i en lang række, mens Dalvas far har forsøgt at holde hende skjult), når hun bare er den ene halvdel i et stormombrust og smukt kærlighedsforhold.
Med dynamisk lyddesign og klaustrofobisk kamera sender instruktør Emmanuelle Nicot publikum ind i hovedet på Dalva, når hun en mørk nat pludselig skal bo på et bosted, fjernt fra alt hun kender.
Det er præcis så grusomt, som det lyder, ikke mindst understøttet af Zelda Samsons helt uforligneligt stærke præstation i hovedrollen som stakkels Dalva.
På få minutter får Samson skabt en karakter, der er præcis lige så handlekraftig og stærk, som hun er et knust offer.
Imens får overgrebsmanden kun lov til at eksistere i periferien. Som titlen antyder, er det her Dalvas historie, og historien om hvordan konsekvenserne af overgreb strækker sig langt længere, end vi forestiller os.
Det handler ikke kun om selve traumet, men om den personlighedsforandrende hjernevask, som Dalvas syge far har udsat hende for.
For Dalva stikker ud på bostedet.
Med sit gammeldags voksentøj og romantiserede forståelse af verden, er det svært at finde forståelse hos de andre jævnaldrende beboere på bostedet.
Det lyder som en hård filmoplevelse, og det er Dalva også.
Men barmhjertigt vælger instruktør Nicot at fokusere på Dalvas opvågnen.
Som de barske realiteter synker ind, begynder potentialet for et liv på egne præmisser at formes for Dalva.
Det betyder ikke, at Dalva glatter ud. Pædagogerne på bostedet er lige så kantede og uperfekte, som de er velmenende og fagligt dygtige.
Dalva giver et nuanceret bud på det system, der møder børn som Dalva.
På den måde ender Dalva som et komplekst og dybt bevægende portræt af konsekvenserne af overgreb, set helt og holdent fra offerets perspektiv.
At den så har lidt svært ved at lande på en slutning betyder mindre, og skyldes nok også, at Dalvas egen historie langt fra er slut, da filmen er det.
Hun er overhovedet ikke voksen endnu.
Dalva er et nuanceret og forstående indblik i de uoverskuelige konsekvenser af overgreb, og en hyldest til den ustoppelige styrke som alle ofre for misbrug bærer i sig.