Brad’s Status anmeldelse: Stillers bedste præstation

Var det det?

Var det virkelig alt, hvad det kunne blive til?

Den slags spørgsmål har mange – måske især mænd – det med at stille sig selv, når de er nået et godt stykke ind i livet.

Pludselig ser ens liv ikke ud af særligt meget, og tiden til at ændre det er ved at rinde ud.

Især ikke sammenlignet med ens jævnaldrende, der tilsyneladende har opnået alt i livet både hurtigere og bedre end en selv.

Det er præcis den følelse, der rammer Brad, da han skal følge sin næsten voksne søn til optagelses-samtaler på en række universiteter i og omkring Boston.

Det giver Brad god tid – for god tid – til at overveje alle manglerne ved sit liv og alt det han kunne have fået, hvis bare tingene var gået anderledes.

Ben Stiller er født til at spille den fortrydelsesfulde Brad.

Stiller har næsten baseret hele sin karriere på at spille forsmåede og frustrerede mænd. Med Brad sætter han tænderne i en rolle, der både udnytter Stillers komiske sans, men som også har en anden grad af alvor end de fleste af skuespillerens roller.

Brad er mere inde i sit eget hoved, hvor fantasier om de gamle studiekammeraters succes og egne mangler konstant former sig, end han er til stede på rejsen med sin søn.

Der er ubetinget noget irriterende over Brads egocentriske selvmedlidenhed, men Mike Whites manuskript og instruktion har sans for at finde det menneskelige og sympatiske i al ynken.

Og så tøver filmen heller ikke med at sætte Brad på plads for sit navlepilleri.

Brad’s Status kombinerer fint underspillet drama og komik, selvom der måske bruges lidt for lang tid på det lidt banale budskab.

Men det gør egentlig ikke det store, når tiden går med at følge en af Stillers bedste præstationer. Han veksler flot mellem fornyet glæde for livet og indadvendt selvmedlidenhed, ofte i samme scene, og finder mennesket bag midtlivskrisen.

Han får også fint modspil fra den unge Austin Abrams, der overbevisende spiller Brads søn Troy. Jenna Fischer har desværre mindre at lave som Brads mere positive kone.

Birollerne som Brads super succesfulde gamle studiekammerater udfyldes af stærke komiske kræfter som Michael Sheen, Jemaine Clement, Luke Wilson og White selv – med stor succes.

Brad’s Status leder frem til en noget forudsigelig – men sand – pointe om at være til stede i nuet.

Der er faktisk noget næsten Scrooge-lignende tilfredsstillende over Brads rejse, der er fyldt med mennesker, der hver især lærer ham noget om sig selv.

Desværre går filmen også til tider lidt i cirkler – præcis som Brads tanker. I filmens midterstykke bliver det hele lige lovligt gentagende, og det holdt for mig filmen fra at have den helt store følelsesmæssige slagkraft.

Men det afholder nu ikke Brad’s Status fra at være en effektiv og humoristisk rejse til midtlivskrisens inderste mudrede væsen.

Brad’s Status er en uforbeholdent lille film, der med humor og snilde åbner lågen til en midaldrende mands tanker. Ben Stillers bedste præstation kompenserer for at tempoet til tider bliver lige lovlig langsomt.