Book Club anmeldelse: Lige i målgruppen
Et af de helt store samtaleemner i filmanmelderes lille kreds er den manglende diversitet blandt kritikere.
Der er kort sagt for mange hvide mænd.
Det synes en del – især skuespillere – er for dårligt og de ønsker i stedet mere af det, man kunne kalde målgruppeanmelderi.
Altså at anmelderen er repræsentativ for for filmens målgruppe.
Problemerne i den ide, vil jeg ikke gå for langt ind i. Al denne snak om målgruppeanmeldere er egentlig bare en måde for mig at sige, at jeg er meget langt fra den målgruppen til Book Club.
Altså, sådan virkelig langt.
Jeg er nemlig kun halvt så gammel som den yngste hovedperson i Book Club, jeg er det forkerte køn og så har jeg aldrig læst 50 Shades of Grey eller efterfølgerne.
Jeg har faktisk ikke engang set filmatiseringerne.
Så efter målgruppeanmelder-målestokken er jeg altså helt forkert til at anmelde Book Club. Min anmeldelse er da desværre også som man måske kunne forvente.
Book Club er ikke en god film.
Det betyder ikke, at jeg ikke sympatiserer med den. En romantisk komedie om sex med fire kvinder – hvoraf den yngste er født i 1953 – i hovedrollerne må betegnes som et mindre mirakel i filmlandskab, hvor kvinder i den alder er heldige, hvis de får en birolle som døende bedstemor.
Jeg synes måske ikke ligefrem at ideen om at lade de fire kvinder læse 50 Shades of Grey i deres bogklub og derigennem få en fornyet gnist i deres kærlighedsliv er den bedste. Men der kunne da godt gemme sig noget komisk potentiale i den præmis.
Desværre har instruktør Bill Holdermann og manuskriptforfatter Erin Simms ikke forløst det potentiale.
I stedet har de lavet et langsommeligt Frankensteins monster stykket sammen af fire separate romantiske komedier, hvis plot tilsyneladende er udarbejdet efter en eller anden form for algoritme.
De fire kvinder lever liv i opulente hjem, der ligner noget fra Bo Bedre og har tilsyneladende et glas vin kirurgisk forbundet til deres hånd, når de mødes til deres faste bogklub, der selvfølgelig altid er dækket op med et snack-bord kreeret af Mette Blomsterberg.
Men det kniber med kærlighedslivet, indser de, da de går igang med 50 Shades of Gray. Men er de egentlig ikke også for gamle til den slags, altså både kærlighed og sex?
Nej siger Book Club sympatisk. Og så siger den det igen og igen over de næste meget sløve små to timer.
Diane Keaton møder en rig og ultrasympatisk pilot, Andy Garcia, der ikke har noget imod hendes konstante mumlen, selvynk og påtaget neurotiske levering af sine replikker (undskyld Diane Keaton Fans).
Jane Fonda genoptager en gammel affære med Don Johnson. Mary Steenburgen forsøger at få gnisten – og sin mands, Craig T. Nelsons rejsning – tilbage i sit ellers harmoniske ægteskab.
Candice Bergen begynder at internetdate og har stor succes hos mændene, der inkluderer Richard Dreyfuss.
Hvis du synes det lyder som om de fire kvinder måske ikke har det så svært alligevel, så er du ikke alene, men Book Club er trods alt en film, så den injicerer en række opstyltede konflikter, der fuldstændig fejler med at skabe tvivl om udfaldet.
Åh nej, Diane Keaton kan ikke date sin pilot, fordi hendes overbeskyttende børn er bange for hun falder på badeværelset. Jane Fonda kan ikke date Don Johnson fordi hun, øh, ikke har lyst? Og det er da alt for pinligt for Candice Bergen at date etc. etc.
Det er fladt, forudsigeligt og i de fleste tilfælde decideret dumt.
Et par enkelte kvikke replikker og den rå karisma fra de fleste af de rutinerede skuespillere (undskyld Diane Keaton-fans) skaber lidt charme i filmens begyndelse, men da filmen får sneglet sig frem til sin forudsigelige afslutning, er det næsten glemt.
Beklager. Jeg er virkelig ikke målgruppen for Book Club.
Book Club svigter sine rutinerede skuespillere med et fladt, kedeligt og uhyrligt forudsigeligt manuskript. Så hellere 50 Shades.
