Billie anmeldelse: Fanget i en verden af liderlige mænd

Intruktør James Erskines portræt af Billie Holiday er mindst lige så meget et portræt af verden omkring Holiday, som den er et portræt af den legendariske sanger selv.

Og verden omkring Holiday var tilsyneladende befolket af liderlige misbrugende mænd.

Både magtliderlige og helt generelt liderlige og ofte begge dele i en frygtindgydende blanding.

Filmen er ikke nået langt, før publikum er blevet præsenteret for optagelser af en alfons, der har tjent penge på at sælge den unge Holidays krop.

Og hvis det ikke er ubehageligt nok, så forklarer han selvsikkert, at han selvfølgelig tævede den unge kvinde, fordi det var sådan, hun gerne ville behandles.

Det er mere end bare grove løjer. 

Det er et billede af en tid, hvor et af verdens mest talentfulde mennesker, må gennemgå en uendelige række pinsler, kun på grund af hendes køn og hudfarve.

Holiday skal selvfølgelig ind af bagindgangen, når hun møder op for at underholde en flok blege ansigter i deres fineste skrud. For afroamerikanere kan selvfølgelig ikke bruge hovedindgangen.

Imens tvinger magtsyge pengemænd hende til at male sit ansigt mørkere eller kun synge blues, så hun for alvor kan passe ind i det hvide amerikas billede af en entertainer med mørk hud.

Og det mest fascinerende ved Billie er, at mændene selv får taletid til at afsløre deres verdensbillede.

Et verdensbillede, hvor det selvfølgelig var Billie Holiday selv, der havde en trang til alle typer afstraffelse og selvdestruktion, der sendte hende i armene på den ene manipulerende mand efter den anden.

Mændenes skyld var det i hvert fald ikke.

Erskines film lader os høre mændene tale via fascinerende optagelser lavet af journalisten Linda Lipnack Kuehl i 1970erne.

Kuehl ville lave den ultimative biografi af Holiday, som fortalt af folkene omkring hende, men hendes projekt blev aldrig færdigt.

Og Billie giver faktisk Kuehl selv – og ikke kun hendes interviewoptagelser – en delvis hovedrolle ved siden af Billie Holiday selv.

Det greb fungerer ikke altid lige godt. Parallellerne mellem de to kvinder giver til tider ikke mening. 

Men det gør dog Billie til en mere interessant portrætfilm end de fleste.

Instruktør Erskine skaber fint visuelt liv i en film, der ellers hovedsageligt baserer sig på lyd. 

Og selvom de grusomme omstændigheder omkring Holidays liv fylder mest, så glemmer filmen heller ikke hendes talent.

Det kan ingen benægte i de inkluderede koncertoptagelser.

Til tider mudres fortællingen lidt i endeløse rækker af navne på personer omkring Holiday. Som et filmatiseret Wikipedia-opslag.

Men tilbage står alligevel et stærkt billede, af en kvinde, hvis liv havde været markant bedre, hvis det ikke lige var fordi verden er styret af liderlige mænd.

Billie er et råt og fascinerende indblik i en ubeskriveligt talentfuld kvindes vej gennem en utaknemmelig verden.