Abigail anmeldelse: Blood and crime

Det lyder som noget, jeg burde holde af.

Som genrefilmsfan er det svært ikke at være bare lidt interesseret i et setup, hvor en flok Tarantinoske kriminelle, der under en forbryderisk mission isoleres i et hus og står ansigt til ansigt med et klassisk monster.

Med den rigtige dosering af blod, humor og et veloplagt hold skuespillere virker den præmis som en homerun.

Når man så tilføjer, at Abigail er baseret på Draculas Daughter fra 1936 — fortsættelsen til Tod Browning gyserklassiker Dracula, hvor Bela Lugosi bestemt ikke drikker vin — så er der ved at være fuld plade for genrefilmsnørder.

Og måske er der netop fuld plade — i hvert fald for mig — når man tilføjer, at filmen er skabt af filmkollektivet Radio Silence med Matt Bettinelli-Olpin og Tyler Gillet i instruktørstolene.

Med både deres indspark i V/H/S antologifilmene, den tempofyldte og sjove Ready or Not og den vellykkede genoplivning af Scream, er det filmskabere, der allerede har fået en varm plads i mit hjerte.

Men som min lange rosende intro måske antyder, så Bettinelli-Olpin og Gillet ikke helt i mål med deres nyeste omgang gysersjov.

Vel er der ting at holde af i Abigail.

Melissa Barrera er veloplagt som det tætteste, filmen kommer på en helt blandt den The Usual Suspects-lignende gruppe af kriminelle, der hyres til at kidnappe en pige, der ikke nødvendigvis er helt, hvad hun udgiver sig for.

Hun har tilpas glimt i øjet til filmens legende tone, kaster sig med hud og hår ind i de småsplattede effekter og får endda næsten solgt filmens forsøg på at være bevægende. Næsten.

Men at det ikke helt lykkes er ikke Barreras skyld.

Det samme gælder for altid underholdende Dan Stevens, som slesk brillebærende røvhul, der ikke er til at stole på.

Og det er også nok fart, blod og hugtænder i fortællingen, til at opmærksomheden opretholdes; i hvert fald i det meste af filmens spilletid.

Men det er også her, problemer begynder at sætte ind.

For Abigail fortæller sin spinkle historie henover små to timer, og det er simpelthen længere tid, end den kan bære.

For filmen kommer ikke meget længere end sin egen præmis og begynder særligt i filmens sidste del at træde fortællemæssigt vande, når forbryderne gentagende gange forråder hinanden.

Det er som om Abigail mangler et eller andet krydderi. Endnu et twist eller en original tilføjelse til sin klassiske monstermytologi, der kunne skille den ud fra mange andre lignende genreblandinger.

Det hjælper ikke, at filmen er lidt for glad for sin hovedskurks finurlige udtryk, og leverer en håndfuld actionsekvenser, der er bedre tænkt end udført.

Stephen Shields og Guy Busicks manuskript kommer aldrig rigtigt videre ind sin indledende ide, og karaktertegningen på de excentriske kriminelle er med førnævnte undtagelser aldrig helt nok til at man holder af dem eller elsker at hade dem.

Og så begynder kedsomheden desværre at sætte ind, i en film der på mange måder ender med at føles som en ny men kedeligere udgave af Ready or Not — endda fuldendt med kopier den films kropseksplosioner — når hovedpersonerne forfølger hinanden i det gamle hus.

Det betyder ikke, at Abigail ikke kan levere underholdning på en træt gråvejrsdag — Barrera og Stevens gør deres absolut bedste — men den leverer bare ikke helt, det man kunne håber, og ender som filmskabernes hidtil mest gennemsnitlige film.

Jeg håber på noget bedre næste gang.

Abigail leverer præcis den mængde blod, hugtænder og intriger, som man forventer, men så absolut heller ikke mere.