A Star Is Born anmeldelse: A Star Is Born – igen

Man må give debuterende spillefilmsinstruktør og ikke særligt debuterende Hollywoodstjerne Bradley Cooper, at hans første film holder, hvad den lover.

Inden for de første minutter er vi blevet introduceret for den nedslidte countrypop-sanger Jackson Maine – spillet af Cooper selv – der sløset sluger et par piller inden han spankulerer ud på scenen foran sine trofaste fans.

Lige efter møder vi den håbe- og talentfulde sangerinde, Ally, der med en imponerende stemme – ikke så mærkeligt eftersom hun spilles af Lady Gaga – småsynger for sig selv, mens hun forlader sit benhårde job som servitrice.

Mon de to mødes og – undskyld mig – sød musik opstår? Mon den talentfulde Ally stryger mod toppen mens den alkoholiserede Jackson drikker sig i hundene?

Mon det hele bliver temmelig melodramatisk og krydret med godt med musik?

Jeps, svarene kender du selvfølgelig allerede.

Men det lå måske heller ikke lige i kortene, at A Star Is Born – der er den tredje indspilning af samme historie – skulle være en decideret overraskende film.

Fortællingen er altså mere end velkendt, men det vigtige er som bekendt også, hvordan der fortælles, og der haler A Star Is Born sig heldigvis i land.

Lady Gaga og Bradley Cooper supplerer hinanden fint i de altdominerende hovedroller – han er en bedre skuespiller, hun er en bedre sanger – og vigtigst af alt har de en gnistrende kemi, der sender nok starpower gennem lærredet til at varme selv de bagerste sæder i biografsalen.

Særligt filmens første halvdel, hvor Jackson og Ally mødes og forelsker sig, er en vellykket og ofte rørende omgang. Musikken er tilpas troværdig, sentimental og velskrevet til at kradse i følelserne, selvom A Star Is Born aldrig bliver en decideret musical.

Bradley Cooper er fint overbevisende som den charmerende men lidende sanger i centrum, selvom hans grødede og meget åbenlyse imitation af Sam Elliott til tider kammer lidt over.

Til min store overraskelse gør filmen faktisk selv opmærksom på det, da Sam Elliott selv dukker op som Cooper storebror og faderfigur.

Elliotts rolle er en af de få helt originale tilføjelser til den oprindelige historie, og hans følsomme karakter viser sig faktisk at være blandt filmens bedste kort.

En af filmens mest rørende scener er faktisk en mumlet undskyldning mellem de to brødre.

Det viser sig at være et godt eksempel på det Bradley Cooper gør bedst som instruktør: han har styr på sine skuespillere.

Ingen er mindre end overbevisende, og Cooper holder filmsproget helt simpelt til fordel for præstationerne og følelserne karaktererne imellem.

Faktisk minder Coopers stil en hel del om instruktør-forbilledet Clint Eastwood, som Cooper efter sigende også stod i lære hos under American Sniper, og som i øvrigt oprindeligt ville have instrueret filmen med Beyoncé i Lady Gagas rolle.

Til gengæld lykkes Cooper ikke helt med at forene den realistisk tone og den stærkt melodramatiske historie, og særligt i filmens anden halvdel – da musikken siver ud til fordel for Jacksons vej mod bunden – truer filmen lidt med at gå i stå.

Man skal også have en ret høj tolerance for voldsom sentimentalitet for ikke at blive sat lidt af i filmens tårevædede og dybt forudsigelige afslutning, mens angrebet mod popmusik som upersonlig også bliver lige overgjort nok.

Med et gammelt dansk ord er A Star Is Born altså cheesy af helvede til.

Men hvis man kan klare de lidt for store følelser og den forudsigelige fortælling, så byder A Star Is Born altså på masser af musikalsk og romantisk underholdning som kun Hollywood kan levere det.

A Star Is Born er svær at modstå. Ikke mindst på grund af Bradley Cooper og Lady Gagas fine præstationer i front. Men det er altså også en lige lovligt forudsigelig og sentimental oplevelse.