The Fall Guy anmeldelse: Lysten til at elske
Trofaste læsere ved det nok godt, men jeg siger det lige alligevel.
Jeg elsker actionfilm.
Hvis jeg blev tvunget til at udrydde alle filmgenrer en for en, så ville actionfilm være den sidste til at lide døden (helst i en stor benzineksplosion).
Af samme grund har jeg også en inderlig lyst til at elske instruktør David Leitch ambitiøse actionkomedie The Fall Guy.
For The Fall Guy er en lang hyldest til filmskaberne bag det store lærreds actionsekvenser. En munter metafilm om stunts og action med Ryan Gosling som charmerende stuntman i hovedrollen.
Ikke alene det, den er (ualmindeligt løst) baseret på TV-serien af samme navn, hvor selveste Six Million Dollar Man (og Ash Williams far i den fremragende Ash vs. Evil Dead) Lee Majors spillede stuntmant/dusørjæger.
Fandeme om ikke også The Fall Guy er instrueret af David Leitch, der selv er tidligere stuntman og erfaren stuntkoordinator, og som har leveret flere film, jeg holder meget af.
Og så har The Fall Guy skabt den helt nye titel ‘stunt designer’ (i stedet for stunt coordinator) tildelt den yderst talentfulde Chris O’Hara, i et forsøg på at få Hollywood (og Oscars) til at forstår, at stunt og actionarbejde er en altafgørende kreativ del af en enorm mængde produktioner.
Det gør mig glad; men det gjorde The Fall Guy bare ikke altid.
For resultatet af alle de gode intentioner er desværre en sært opsvulmet film, der på trods af en alt for lang spilletid aldrig helt får omfavnet sit potentiale.
Næsten alle elementer af The Fall Guy, når at blive for meget, inden de to timers spilletid er passeret.
Værst af alt er stuntarbejdet (her er masser af praktiske stunt, selvom du bestemt ikke skal stole på markedsføringen, der prøver at kalde filmen for CGI-fri), som er fint udført, men dårligt integreret i filmens historie, og aldrig får en rytme og tempo til at blive mindeværdigt.
Heller ikke et verdensrekordbrydende bilrul på 8,5 omgange, som filmen er lidt for glad for selv at udpege.
Det er altså ærgerligt i så actionelskende en film.
Det kan også undre, at filmen aldrig lever op til sit forlægs evne til at integrere sin hovedpersons stuntbaggrund i de løjer han involveres i.
Først i filmens (langtrukne) finale trækker den for alvor sine filmgimmicks ind i sit krimiplot – noget jeg tænker skulle have været en del af filmens grundlæggende DNA.
Skylden virker til at ligge hos Leitch, der desværre har skabt en overklippet og rodet film, der sjældent giver plads til sine bedste elementer.
En del af skylden for det ligger dog også hos manuskriptforfatter Drew Pearce, der desværre begiver sig ud i en næsten komplet ligegyldigt krimiplot, i stedet for at fokusere på filmens centrale romance.
Og det er selvfølgelig en fejl, for når romancen foregår mellem velspillende Ryan Gosling og Emily Blunt, så er det der, man gerne vil være.
For de to, er det umuligt ikke at holde af, og de er en god del af grunden til, at The Fall Guy ikke helt ramler sammen.
Også selvom den screwball-lignende dialog, de er blevet udstyret med, for ofte ender på et niveau, jeg vil kalde næsten-sjovt.
Det er ikke et godt tegn, når det indledende sammenklip af stunts (bl.a. fra instruktørens andre film), og et behind-the-scenes glimt under rulleteksterne hører til filmens bedste scener.
Selv den velmenende musik — der bruger Kiss med I Was Made for Loving You som ledende tema — starter med at være charmerende og ender med at være enerverende.
Der er stadig sjov at finde i filmens ægte kærlighed til filmskaberne bag actionfilm og i kemien mellem Gosling og Blunt.
Men overordnet elsker jeg bare ikke The Fall Guy helt så meget, som jeg føler jeg burde.
The Fall Guy er en velmenende hyldest til actionfilm, men er desværre for opsvulmet og rodet til at leve op til sit fulde potentiale.