Ant-Man and the Wasp: Quantumania anmeldelse: Endnu en Marvel-film

Ant-Man and the Wasp: Quantumania er endnu en Marvel film. Og den udtalelse inkluderer alle filmens styrker og svagheder.

For Quantumania puster desværre ikke nyt liv i filmserien, der har kæmpet med at samle trådene siden det absolutte højdepunkt med Infinity War og Endgame.

Mest interessant for Marvel-hoveder (bare rolig med en bacheloropgave om filmene inkluderer jeg mig selv) er entreen på det store lærred for skurken, der gerne skulle overtage arven fra Thanos. Så lad os starte med ham.

Kang hedder han, og vi har allerede mødt en version af ham i Disney+ serien Loke. Nu gør han så for alvor sin entre i biografen, og det er ikke så skidt endda.

Jonathan Majors er fremragende i rollen. Lige dele menneskelig og fysisk intimiderende er jeg sikker på, at han kan bære rollen som universets nye big bad.

Han er en af de store grunde til, at Quantumania ikke er helt spild af tid.

Men den nye Thanos er han ikke, ikke endnu i hvert fald. For indtil videre er truslen fra Khang lige abstrakt nok, og som skurk mangler han det sammenkædende element som skattejagten på de flerfarvede infinity-sten var for Thanos.

Måske kommer det med flere film. Jeg er bare ikke sikker på, at jeg har tålmodighed til flere film som Quantumania.

For instruktør Peyton Reeds film er desværre endnu en kulørt og greenscreen-flad Marvel-farvelade, der har for mange gode ideer til at man keder sig, og for lidt sammenhængskraft til at man for alvor morer sig.

De forskellige Marvel-serier kæmper i forvejen med at danne egne identiteter, så det er trist, at den tredje omgang med Ant-Man ikke længere er en komisk drevet kupfilm som de tidligere.

I stedet føles Quantumania som en slags Avengers-light tilsat fjolle-sære indfald, som ellers gjorde de seneste af Taika Waititis Thor-film og James Gunns Guardians of the Galaxy, til noget særligt.

Det er synd, for jeg værdsætter stadig at Marvel har haft held med at gøre sine oprigtigt sære karakterer og universer til hverdagskost i popkulturen.

Der er en snert af Star Wars og en dunst af Rick & Morty i filmens ofte groteske lilleput-verden, men filmen har for travlt til at gøre sit univers interessant nok.

For travlt med et mere end halvbagt far-datter forhold, mindst to romancer, flashback til en hemmeligholdt forhistorie, de sædvanlige neonfarvede actionsekvenser, for mange bifigurer og komiske indslag, der for ofte sætter sig på den forkerte stol.

Paul Rudd gør sit bedste i hovedrollen, men hans karakter fylder forbavsende lidt, og han fremstår nu mere som del af endnu en hold-film, der også føler trang til at inkludere hele hans familie.

Imens er de visuelle effekter af vildt varierende kvalitet, men selv når de er gode, glemmer filmen at gøre de enkelte scener betydningsfulde i fortællingen.

Begivenhederne har stort set ingen dramatisk vægt.

Alligevel er det svært at kede sig blandt filmens opbud af sære væsner og gode — men usammenhængende — ideer.

Men vi er efterhånden langt fra den filmserie, som jeg tidligere har oplevet skabe spontane klapsalver hos et tilfældigt publikum i en provinsbiograf.

Vi må sætte vores lid til, at Jonathan Majors’ Kang kan få noget af magien tilbage i universet, så det forhåbentlig kan forblive andet, end en franchisemaskine der skal holde publikum fanget, i stedet for at levere reelt gode historier.

Jonathan Majors er lovende som afløseren for Thanos, men ellers er Quantumania desværre ikke mere end vagt underholdende og vægtløst Marvel-produkt.