The Beguiled anmeldelse: Tiderne skifter

Tiderne har forandret sig.

For bevis på det kan du bare kaste et blik på den nye version af The Beguiled.

Originalen fra 1972 er instrueret af en gammeldaws mandemand Don Siegel, ham med Dirty Harry, og har en ligeså stor mandemand i hovedrollen, Harry Callahan selv: Clint Eastwood.

Det er en ene hane i hønsehuset fantasi set fra perspektivet af mænd for hvem kvinder enten er noget man har sex med eller frygter – eller begge dele samtidig.

Angsten for kvinder damper ud af filmen der også er fyldt med så politisk korrekte elementer som incest, lesbiske fantasier og en mandlig helt der da bestemt mener at en 12-årig pige er rigeligt gammel til at blive kysset.

Den nye The Beguiled er produkt af en noget anden verden.

Den er instrueret af en kvinde, Sofia Coppola. Den ser historien fra et ubetinget kvindeligt synspunkt.

Og uagtet at den oprindelige er en underholdende film i sin egen ret. Så er den nye altså unægteligt bedre.

På overfladen er fortællingen ellers den samme. Men begge film er da også baseret på en roman af Thomas P. Cullinan.

Under den amerikanske borgerkrig finder soldaten John McBurney ly i en kostskole for piger.

Kvinderne fascineres af den sårede mand der får plads i deres musiklokale, og de beslutter at hjælpe ham på fode igen i hemmelighed frem for at udlevere ham til hæren.

Kvinderne kappes hurtigt om McBurneys opmærksomhed, og han skaber en personlig relation til dem alle.

Det får grusomme konsekvenser.

The Beguiled udspiller sig på mange måder som et kammerspil mellem fire personer. Heldigvis spilles de alle fire fremragende af Colin Farrel, Kirsten Dunst, Elle Fanning og Nicole Kidman.

Det er altid uforudsigeligt hvilken Nicole Kidman der dukker op til en given film, men denne gang er det min favorit: den lettere psykopatiske.

Som forstanderen Miss Martha trækker Kidman på den lidt køligt utilregnelige præstation hun gav i Gus Van Sants To Die For. Miss Martha er en underholdende sydstats-løvemor der vil gøre det meste og lidt til for at beskytte sine piger.

Kirsten Dunst er skrøbelig som en porcelænsfigur i rollen som lærerinden Edwina der falder tungest for McBurneys tilnærmelser.

“Jeg har aldrig set en skønhed som din” siger han, og hun tror på det. Desværre har McBurney det sådan med alle kvinderne.

Det gælder ikke mindst for hormonbomben Alicia i Elle Fannings skikkelse. Teenagepigen Alicia ved præcis hvad hun gør når hun sniger sig ind til McBurney for at give ham et ikke særlig uskyldigt godnatkys, og Fanning er perfekt i rollen.

Det samme gælder for Colin Farrel der kamæleon-agtigt skaber forhold til alle i sydstatshuset. Lige indtil han opdager at sådan en fremgangsmåde kan have slemme konsekvenser.

Det lyder alt sammen meget teatralsk, dramatisk og skandaløst, men i modsætning til Don Siegel så er Sofia Coppolas interesse et andet sted.

Hun har aldrig været voldsomt interesseret i drama.

Coppola er interesseret i stemninger.

Hun er interesseret i det knirkende sydstatshus og kvinderne der svæver som spøgelser igennem det.

Hun er interesseret i de utøjlelige lyster der undertrykkes af kvindernes tilknappede kjoler. Af det tågede landskab der isolerer dem fra resten af verden, og krigen der kun optræder som en truende torden i horisonten.

I The Beguiled skaber Coppola en stemning der skal opleves. En stemning drevet af støjende cikader i skoven og undertrykte længsler.

Hvis den oprindelige The Beguiled handler om angsten for ustyrlige kvinder, så handler den nye om håbløsheden i at undertrykke kvinders begær.

Jeg kan bedst lide den nye.

The Beguiled er et diset gotisk eventyr fra de amerikanske sydstater, og en stemningsfuld hyldest til kvinders begær. Det er en af Sofia Coppolas bedste film.