Bardo, en falsk fortælling om en håndfuld sandheder anmeldelse: En uendelig drøm
Min kone har en — efter min mening — ret dårlig vane.
Med jævne mellemrum genfortæller hun sine drømme i et slags punktumfrit forløb med høj detaljegrad.
Det kan f.eks. lyde noget henad : ‘Jeg drømte, at jeg var på vej på arbejde, da jeg blev stoppet af et postbud med en klase bananer, bananerne begyndte at snakke til mig med min mors stemme, og fortælle, at jeg ikke havde taget sko på, så stod jeg på verdens højeste bygning, mens mine tidligere klassekammerater var ved at holde klassefest omkring mig, men inden længe kom en øksemorder klædt som dronning margrethe stormende…etc. etc.’
Og jeg elsker min kone. Det gør jeg virkelig. Men mine øjne bliver blanke få sekunder inde i sådan en genfortælling. For de tilfældige billeder vores hjerne genererer om natten, er altså i bedste fald interessante for os selv.
Heldigvis skal jeg normalt kun høre om min kones drømme i et minut eller to, men nu har instruktør Alejandro González Iñárritu desværre skabt en næsten tre timer lang film, der føles som en filmatisering af min kones drømme-historier.
Jeg siger næsten, for Iñárritus nyeste film Bardo er faktisk markant mere irriterende end min kones genfortalte drømme.
For Iñárritu tilføjer løbende hele scener og dialog, der skal forklare, hvad hans egne bastant symbolske billeder betyder.
Som hvis min kone havde lånt en basisbog om drømmetydning på biblioteket og forklarede, hvad hvert eneste element af hendes drøm betød ifølge bogen.
Det er præcis så trættende, som det lyder.
Bardo, en falsk fortælling om en håndfuld sandheder handler om Iñárritu selv — fortalt med en fiktiv mexicansk journalist som placeholder — og er en lang dissekering af hans egen latinamerikanske identitet, familiehistorie og kunstnerisk ambitioner og tvivl.
Resultatet er lidt som at se en mand bygge en hytte af sit eget navlefnuller. Det er teoretisk imponerende, men virkelig ikke noget, jeg har lyst til at være i nærheden af i længere tid.
Bardo er så selvhøjtidelig og så forelsket i sine egne ideer, at selv mesterfotograf Darius Khondjis solide arbejde og et stærkt lyddesign maksimalt kan bære filmen gennem dens første halve time.
Så sætter trætheden ind, mens Iñárritu klør utrætteligt på med en slags filmisk midtvejskrise.
Hver gang Bardo fanger et interessant surrealistisk billede — som en mand der jager et par undslupne havdyr på gulvet i en halvt oversvømmet bus — så skal filmen nok forklare pågældende billedes bogstavelige betydning i en grad, så al glæde eller tvetydighed suges ud af det.
Ofte når Bardo så absurd selvfede højder, at den fremstår som en af den slags parodier på kunstfilm, der til tider dukker op på lærredet i mainstream Hollywood-komedier.
Jeg har sjældent set så mange dygtige filmarbejder, scenografer og teknikere arbejde så hårdt, for noget så prætentiøst og banalt.
Måske endnu mere irriterende forudser Iñárritu selvkritikken, og lader filmen udpege sine egne svage punkter. Men det hjælper altså ikke på det endelige resultat, at filmen lader en usympatisk TV-vært kalder sig selv for hul og prætentiøs.
Den er stadig både hul og prætentiøs, og trods forsøg på humor, er Bardo langt fra at være en satire om kunstneren selv ala The House the Jack Built.
For med jævne mellemrum svulmer filmen sentimentalt op i forsøg på at hive publikums tårer ud af øjnene.
Jeg har aldrig været rigtig glad for Iñárritus film. Af de såkaldte ‘three amigos’, der tæller Guillermo del Toro, Alfonso Cuarón og Iñárritu, har jeg altid betragtet Iñárritu som den absolut mindst interessante.
Men med Bardo finder instruktøren et nyt bundniveau, som næsten føles pinligt at sidde igennem.
På den lyse side kommer min kones drømme nu muligvis til at virke mere interessante.
Jeg er bare ikke sikker på, at det var de tre timer i selskab med Bardo værd.
Som at se en mand bygge et hus af sit eget navlefnuller, for så at bede dig flytte ind i det. Bardo er en uheldig kombination af banalitet, voldsom selvhøjtidelighed og en uendelig spilletid.
