Rose anmeldelse: Psykisk sygdom på fransk
For mig var Rose lidt en bakket cykeltur af en film.
Markedsføringen satser benhårdt på at kalde instruktør Niels Arden Oplevs nyeste film for hans mest personlige. Faktisk skulle den være baseret på Oplevs egen psykisk syge søster.
Og de varme følelser og gode intentioner kan mærkes.
Men det kan også lysten til at underholde, og lysten til at skabe en film om et tungt emne, der ikke føles ALT for tung.
Det er ofte problematisk.
For i jagten på folkekomediens varme snubler Rose lige ofte nok ned i filmtønden med klicheer om psykisk syge.
Både publikum og filmens karakterer skal overraskes, når skizofreniramte Inger pludselig viser sig at tale flydende fransk.
Med den bagvedliggende præmis, at det er overraskende, at personer med psykiske lidelser har viden, talenter og kundskab.
Og psykisk sygdom som finurlig humor er også rigeligt repræsenteret. Det gælder når Inger følsomt vil begrave et nedkørt pindsvin, og ender med at få sine medrejsende på en bustur til Frankrig til at støtte op om ideen.
Eller i filmens måske nok værste scene, hvor Inger tvinger tårer frem hos en vildt karikeret og slemt fordomsfuld viceskoleinspektør, da hun dybfølt synger Edith Piaf ombord på bussen.
Tænk, at hun kan! Hun er jo psykisk syg.
Og Sofie Gråbøls præstation som Inger er også lidt af en mundfuld. Det er skuespil med stort ‘S’, af den type Johnny Depp ville have elsket, når Gråbøl ændrer sin stemme og kaster sig duknakket ud i rollen som Inger.
Det er både for meget, og heller ikke helt skidt.
For mellem problemerne får både Gråbøl og filmen faktisk gjort et menneske ud af Inger. Jagten på tabt kærlighed i et Paris Inger husker fra en mere sygdomsfri ungdom er til tider ægte rørende, og Ingers karakteristiske talemønster føles ofte ægte.
Når det da ikke bruges til billige jokes.
Men det nuancerede og ægte gælder også for Lene Maria Christensen i rollen som Ingers søster Ellen, der har ansvaret for Inger på den centrale tur til Paris.
Dynamikken mellem de to søstre — og deres mor — føles ægte, og rammer problematikker, som vil være genkendelige for mange pårørende til psykisk syge.
Og sådan går det — op og ned — til Rose spænder den dramaturgiske bue lige hårdt nok i filmens finale.
En finale, der selvfølgelig byder på både forløsning og tragedie i rigelige mængder.
Under det hele mærkes tydeligt intentionen om at fremstille psykisk sygdom mere nuanceret end sædvanligt og også kraften fra ægte levet familiehistorie.
Desværre trænger den filmflade fremstilling af psykisk syge som finurlige ofre sig lidt for voldsomt på, til at Rose sådan for alvor kan kaldes vellykket.
Sofie Gråbøls præstation som skizofreniramt, og Rose som helhed, vakler mellem dybfølt sympati med psykisk lidende og karikeret feel-good. Resultatet er så blandet, som det lyder.
