Døden på Nilen anmeldelse: Overskægget er tilbage

Det er virkelig et glædeligt gensyn.

Altså overskægget.

For det er efterhånden fem år siden Hercule Poirots overskæg midt i Kenneth Branaghs ansigt kunne ses på det store lærred.

Og det overskæg fortjener ved gud et stort lærred. Åbenbart fortjener det også, at jeg bruger, ikke en, men to anmeldelser på at skrive om det.

Men det er altså også filmhistorisk unikt med et overskæg, der ser ud som om det er ved at føde et andet overskæg ved kejsersnit.

Og jeg tror Branagh er enig. For i sin nye filmatisering af Agatha Christies elskede og morderiske sejlads Døden på Nilen, får overskægget næsten helt officielt hovedrollen.

Døden på Nilen hoster nemlig op med noget så underholdende fjollet som en superhelte-oprindelseshistorie til Poirot, men især til overskægget.

Mega-overskægget er faktisk også en fin repræsentant for Branaghs filmatiseringer af krimigådeforfatteren.

For det er stærkt underholdende at kigge på, svært at tage øjnene fra, ikke så lidt fjollet og en hel del mere bombastisk end sofistikeret.

Sådan er det med overskægget, sådan var med med Mordet i Orientekspressen og sådan er det med Døden på Nilen.

Branagh inviterer igen med til en noget højnet virkelighed, hvor hans arrogante men charmerende Poirot denne gang boltrer sig blandt snappende computeranimerede krokodiller og sultne rovfisk i Nilens vand.

Effekter af varierende kvalitet vækker pyramiderne til live, mens en overvældende mængde karakterer vækkes til live af en måske lidt mindre stjernebesat, men velvalgt, rollebesætning.

Michael Greens manuskript holder dampen oppe, mens det behændigt jonglerer med det store antal karakterer – som selvfølgelig hurtigt forvandles til mistænkte.

Og selvom Branagh ikke er en stor instruktør, så holder han et fint bundniveau og injicerer en stor portion melodrama ind i den klassiske kriminalfortælling.

Det er både tematisk velvalgt – hvis du kender historien i forvejen – men også med til at gøre filmen til andet end den sædvanlige Christie-gætteleg.

Både dramaet og forsøgene på karakterisering af Poirot selv, skal nok få det til at vende sig hos en del hardcore Christie-fans.

Men for en delvis Christie-skeptiker som mig, gør det løjerne mere underholdende.

I mellemtiden kan man så nyde blikfanget i stjernecastet – der f.eks. tæller en underholdende men ujævn Gal Gadot og en forbavsende tilbageholdende Russell Brand.

Og hvis man har glemt løsningen på denne af Christies gåder, så fungerer den basale krimileg også stadig.

Det er uforudsigeligt på den helt rigtigt forudsigelige måde.

Og sådan er det med Døden på Nilen som helhed. Den vælger det storladne frem for det diskrete, både i overskæg og historiefortælling.

Af samme grund er det næppe en nyklassiker, men heldigvis heller ikke en krimi-dødssejler.

For min skyld kan Branagh sagtens fortsætte i Christie-universet.

Bare overskægget vender tilbage.

Overskægget over dem alle er tilbage i en morderisk underholdende sejlads ned af Agatha Christie-floden.